Christiansborg, fredag den 4. november 2016

 

 

  PRESSEMEDDELELSE

 

 

DF er godt tilfreds med satspuljeaftalen for 2017

Sent i går aftes indgik Folketingets partier aftale om, hvordan satspuljen for næste år skal fordeles. Dansk Folkepartis forhandlere på socialområdet, Karin Nødgaard og Karina Adsbøl, har sat tydelige aftryk på satspuljen.
 
-Det er glædeligt, at vi har besluttet, at afsætte midler til øget fokus på indsatsen til mennesker, der er udsat for vold i nære relationer. Hvert år rammes over 70.000 kvinder, mænd og børn af denne vold, som har store konsekvenser for hele familien. Nu sikres blandt andet retten til en landsdækkende ambulant behandling, øget fokus på mænd, der er udsat for vold i nære relationer samt børn der vokser op i disse familier, oplyser Karin Nødgaard og Karina Adsbøl. 
 
Dansk Folkeparti har endvidere haft et stort ønske om, at børns rettigheder tilgodeses. Det sker nu med støtte til Børns Vilkårs to indsatser i forhold til bisidning i Statsforvaltningen og støtte til at børn kan anlægge en erstatningssag, når de har været udsat for myndighedssvigt. 
 
-DF er meget tilfreds med, at vi fik afværget den massakre på servicelovens voksenbestemmelser, som der var lagt op til. Vi har fået øget retssikkerheden med varsling/opsat virkning, så borgere ikke pludselig står uden hjælp. Dertil kommer et ”fast track” i Ankestyrelsen.  Endelig får blinde og svagsynede sikret handikapkørsel, oplyser Karin Nødgaard og Karina Adsbøl.
 

Det er endvidere glædeligt, at flere mindre foreninger og institutioner, som eksempelvis Landsforeningen Spædbarnsdød, Landsforeningen af Væresteder og Gadejuristen modtager mindre puljer, som gør en afgørende forskel for målgrupperne.