DF: Godt med ny lægedækningsaftale – men vi er ikke i mål endnu

Et samlet Folketing er blevet enig om en ny lægedækningsaftale, der skal afhjælpe lægemangel i yderområderne og socialt belastede områder. Det skal blandt andet ske ved, at praktiserende læger i de nævnte områder kan få mere i løn, så der er større incitament til at slå sig ned som læge i disse dele af landet.

- Jeg tror på, at vi med denne aftale, som kommer efter en lang række andre tiltag på området, vil være med til at fremme, at vi får flere læger i almen praksis. Det vigtigste er, at alle dele af landet har almen praktiserende læger, og at borgerne i hele landet har adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, siger formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Liselott Blixt.

- Det er udmærket, at vi med denne aftale forlænger forsøgsordningen, hvor regionerne har mulighed for at oprette og drive regionale klinikker. Men det er samtidig vigtigt for mig at fremhæve, at ordningen netop er midlertidig. Målet er, at der skal være nok almen praktiserende læger i hele landet, siger Liselott Blixt.

- Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti at sikre, at læger skal kunne kommunikere med patienterne på ordentligt og forståeligt dansk. Det er med aftalen blevet pointeret, at det er regionernes ansvar at sikre, at lægerne har de nødvendige danskkundskaber, siger Liselott Blixt.

- Det er endvidere et godt tiltag, at vi fremover tillader almen praktiserende læger, som måtte ønske det, at eje flere ydernumre. Det vil forhåbentligt være medvirkende til at gøre det mere attraktivt at åbne flere praksisser, også i yderområder, siger Liselott Blixt.

- Nu har vi leveret vores del fra Christiansborg. Nu er det så op til at regionerne og overenskomstparterne at levere deres. Det er i virkeligheden her, at mange af de afgørende forbedringer skal sikres. Vi er ikke i mål endnu, siger Liselott Blixt.

 Tilbage
 Print