Kristian Thulesen Dahls ugebrev 

 
– torsdag den 16. februar 2017 
 
DF og S: Hvad betyder det?


DF og Socialdemokratiet. De seneste dage har der været stort fokus på samarbejdet mellem vort parti og S. Den store opmærksomhed er kommet som følge af et tre-dobbelt interview, jeg har lavet med 3F's formand Per Christensen og S-formand Mette Frederiksen.

 

Mange har kommenteret. Og rigtig mange har kunnet se perspektiverne i det, vi gør. Tak for det. Vi har jo ét eneste mål med vores eksistens: At få mest mulig af vores politik gennemført. Vi skal skabe resultater til gavn for Danmark og danskerne. De vælgere, der har betroet os deres stemme, skal være sikre på, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at føre så meget DF-politik som overhovedet muligt ud i livet.

 

Metoden til indflydelse i politik er at have flere muligheder. At have flere at tale med - samarbejde med. Hvis man kun kan gå ét sted hen for at finde flertal, er man ilde stedt. Derfor handler det naturligvis for os om at åbne flere døre.

 

Allerede tilbage i 2004 - på vores årsmøde - gjorde jeg det klart, at vi var parate til at samarbejde også med Socialdemokratiet, når de på et tidspunkt havde en formand, som var til at tale med. At der så skulle gå 11 år, før det var tilfældet, vidste jeg ikke. Men jeg har ikke været i tvivl om, at det måtte komme på et tidspunkt.

 

Politik handler først og fremmest om det politiske indhold. ”Hvad” vi samarbejder om. Det er vigtigere, end ”hvem” vi samarbejder med. Og min ambition er, at Dansk Folkeparti skal være et parti, som det ikke er til at komme udenom. Uanset hvem der er i regering. Uanset om såkaldt blå eller rød blok har flertal efter et folketingsvalg.

 

Da forbundsformand Per Christensen fra 3F spurgte, om jeg kunne tænke mig at deltage i et fælles interview med ham selv og S-formand Mette Frederiksen, hvor vi blandt andet skulle drøfte samarbejdet mellem DF og S og en række vigtige emner som pensionsalder, ulighed og social dumping, sagde jeg med det samme ja.

 

For det åbner døre. Vi taler med flere. Vi får større indflydelse. Og på en række områder ser vi tre ret ens på tingene.

 

Det gælder eksempelvis spørgsmålet om pensionsalder. Vi har en stigende udfordring med, at visse erhverv mangler arbejdskraft. Den udfordring skal vi have løst. Men løsningen er ikke at hæve pensionsalderen. Det vil komme til at gå ud over de nedslidte, som har haft et langt og hårdt arbejdsliv.

 

Jeg mener, at vejen frem i stedet er, at vi gør det mere attraktivt at blive lidt længere på arbejdsmarkedet for de, der gerne vil og kan. Ældresagen lavede på et tidspunkt en undersøgelse, der viste, at hver tredje, der var gået på pension, gerne ville være blevet på arbejdsmarkedet, hvis de havde følt, at deres arbejdskraft var efterspurgt. Det er jo tudetosset, at vi ikke udnytter sådan en ressource langt bedre. Vi skal selvfølgelig tilskynde de mennesker til at blive ved med at arbejde nogle år endnu. Det vil være godt for dem, der ønsker det. Godt for virksomhederne der ellers mangler arbejdskraft. Og det vil være godt for samfundsøkonomien.

Men også områder som stigende ulighed og topskat er emner, vi ser ret ens på. Så der er mange områder, hvor et samarbejde virker helt naturligt.

 

Mange medier gør så med det samme diskussionen til et spørgsmål om, hvem der skal være statsminister efter næste valg? Eller hvem der skal danne regering?

 

Til det vil jeg gerne understrege, at vi har et udmærket samarbejde med den nuværende regering. Specielt Venstre har vi gennem de seneste 16 år haft et godt og fortroligt forhold til. Så man kan med et glimt i øjet sige, at Venstre har et årelangt forspring i forhold til samarbejde med os. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal se de muligheder, der åbner sig for os. At vi ikke skal se, hvad de kan betyde i forhold til at sikre Dansk Folkepartis indflydelse i fremtiden.

 

Regeringsskiftet i sommeren 2015 var helt og aldeles nødvendigt. Vi havde en SR-regering, som lempede udlændingepolitikken igen og igen. Til stor skade for Danmark. Helle Thorning-Schmidt var S-formand - DF havde INGEN indflydelse. Regeringsskiftet var forudsætningen for, at DF igen kunne spille en større rolle.

 

Nu handler det om at fremtidssikre. Sørge for at DF fastholder sin store indflydelse på dansk politik uanset, hvem der sidder som statsminister og uanset, hvem der skal sidde på ministerposterne efter et valg.

 

Politik handler nemlig om indflydelse. Om at åbne døre. Det er, hvad vi gør. Vi har ønsket det i årevis. Nu er muligheden der. Vi griber den!

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 Tilbage
 Print