Kristian Thulesen Dahls ugebrev  

 
– mandag den 6. februar 2017 
 
Danmarks – og Vestens – forhold til Rusland
 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) konkluderer i sin risikovurdering, at Rusland i de kommende år vil være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Danmark og Vesten. Det har jeg ingen grund til at betvivle. Vi har i Danmark solide folk i efterretningstjenesterne, som hver dag gør en stor indsats for at vurdere truslerne imod Danmark. Så vi skal tage deres vurderinger alvorligt.
 
Jeg mener da også, at den russiske leder Vladimir Putin er en slyngel. Hans regime er autoritært og gennemført usympatisk og bærer et stort ansvar for den ulykkelige konflikt i Ukraine. Putin er også vurderet som bagmand for hacker-angreb i forbindelse med det amerikanske valg. Helt igennem forkasteligt.
 
FE vurderer også, at Rusland ikke vil risikere en direkte militær konfrontation med Vesten, men at risikoen for misforståelser og fejlkalkulationer, som kan lede til konflikt, er stigende.
 
I samme rapport konkluderes det endvidere, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Og at både terrororganisationer som Islamisk Stat og Al-Qaeda såvel som enkeltindivider i de vestlige lande vil forsøge at begå terrorangreb mod mål i Vesten og vestlige interesser.
 
Konklusionen er desværre, at der er store trusler udefra. For de fleste danskere er den største akutte risiko mod liv og helbred i denne sammenhæng uden tvivl truslen fra islamiske terrorister, der ønsker at angribe Danmark og Vesten. De hader vores samfund og vores værdier og skyr ingen midler for at komme dem til livs. Det må ikke lykkes for dem.
 
Relativt set kan det så være, at Rusland udgør en mindre akut trussel mod Danmark. Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er nogen grund til bekymring. Det ér der. Det er altså netop russiske kampfly, som det danske luftvåben med jævne mellemrum må afvise, når de helt bevidst nærmer sig dansk luftrum.
 
Meget har ændret sig siden afslutningen på Den Kolde Krig. Men én ting har ikke ændret sig overhovedet: Danmarks medlemskab i NATO er hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik. Den danske opbakning til NATO’s sikkerhedsgaranti må og skal være absolut. Et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle. Det gælder også for vore østeuropæiske allierede i Baltikum og Polen, som må leve med Rusland som nabo. De skal vide, at de kan regne med os.
 
Når vi i Dansk Folkeparti taler om, at det er i Danmarks – og Vestens – interesse at arbejde for at tø det iskolde forhold til Rusland op, så handler det altså ikke om nogen form for sympati for Putin eller om accept af Ruslands fremfærd i Ukraine. Nej, det handler om, at det er i dansk interesse at mindske risikoen for de misforståelser og fejlkalkulationer, der kan lede til konflikt, sådan som det fremhæves i FE’s rapport. Vi har ingen interesse i en stadig mere voldsom konfrontation mellem Rusland og Vesten.
 
Vesten bør søge en situation, hvor vi kan påvirke Rusland til at mindske spændingerne. Det kommer sikkert ikke til at ske hverken i dag eller i morgen. Det kræver i sagens natur også aktiv deltagelse fra russisk side, så det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre. Men forsøget bør gøres.
 
I denne sammenhæng er det relevant at tage spørgsmålet om Vestens sanktioner mod Rusland op til genovervejelse. De blev indført som reaktion på Ruslands anneksion af Krim, som naturligvis krævede en skarp reaktion fra Vesten. Men meget tyder på, at sanktionerne ikke virker. Sanktionerne har ikke fået russerne til at ændre adfærd. Måske de snarere har styrket Putin internt i Rusland. Så måske det er på tide at få drøftet sanktionernes fremtid med vore allierede.
 
Der er som nævnt god grund til at være kritisk over for Putins Rusland. Men der er alligevel noget paradoksalt i, hvordan vi fra dansk side behandler forskellige autoritære regimer. Når en kinesisk diktator eksempelvis besøger København, så ruller det officielle Danmark den røde løber ud. Ja, man går endda så vidt som at genne fredelige – og lovlige – demonstranter af vejen for ikke at risikere at fornærme de kinesiske gæster. Omvendt med Rusland. Det kan vel ikke være fordi, vi handler mere med kineserne? Det styrer ikke dansk udenrigspolitik – vel?
 
Med venlig hilsen
 
Kristian Thulesen Dahl
 

 

 Tilbage
 Print