Kristian Thulesen Dahls ugebrev 

 

– mandag den 21. august 2017 

 

Drop produktivitetskravet på vores sygehuse

 

Mens der desværre igen har været terror i vores del af verden, og banderne herhjemme huserer og gør livet utrygt for mange danskere, kommer regeringen drypvis med de "godbidder", der skal få danskerne til at glæde sig til regeringens udspil til finanslov og skattereform. Sådan må det nu engang være, når en ny politisk sæson går i gang. Partierne skal selvfølgelig bruge deres traditionelle sommergruppemøder til at skabe opmærksomhed om deres politik, og regeringen skal forsøge at få danskerne til at tænke positivt om det, de snart lægger frem.

 

Vi svarer naturligvis beredvilligt på, hvad vi synes om at fjerne skat på fri telefon. Hvad vi synes om at fjerne loftet på beskæftigelsesfradraget. Hvad vi synes om at fjerne afgifter på bestemte varer osv. Men det hele skal jo ses i en sammenhæng. Det afgørende er nemlig ikke, om man kan komme med gode ideer til at fjerne skatter og afgifter. Det er den nemme del.

 

Afgørende er derimod, hvor pengene til det skal findes! Skal danskerne betale på anden vis - skal vores fælles velfærd holde for? Det er i denne helhed, at forslagene skal ses, og derfor ser jeg frem til, at regeringen har præsenteret alle sine forslag, og vi kan se dem i den rette sammenhæng.

 

For når det handler om vores fælles velfærd, må det jo konstateres, at der er brug for flere politibetjente. Det står vel efterhånden lysende klart for alle. Bare de andre partier havde erkendt det for år tilbage, da vi krævede, at flere blev uddannet. Men bedre sent end aldrig. Lad os komme igang! Der er også brug for flere ressourcer i vores ældrepleje. Der bliver i de kommende år flere ældre - det er godt! Der bliver også markant flere over 80 år. De har brug for hjælpende hænder - det skal der være råd til.

 

Og vores sundhedsvæsen skal kunne levere varen - også i fremtiden. Men det kræver hensyn til et personale, der er presset og skal løbe utroligt stærkt for at levere den nødvendige hjælp og omsorg til patienterne. Der er mange gange - og igen i den forløbne uge - blevet advaret imod konsekvenserne af den måde, man fremtvinger effektiviseringer på vores sygehuse. At det nu er nået dertil, hvor det har mærkbare konsekvenser for den omsorg og hjælp, der kan gives patienterne.

Derfor går den ikke længere. Og jeg kan forsikre, at vi vil gøre dette spørgsmål til en hel central del af efterårets politiske forhandlinger.

 

For vores sundhedsvæsen ér presset. Kravet om at effektivisere for 2 % årligt giver nu store udfordringer. Selvfølgelig skal man bestræbe sig på at gøre tingene bedre og mere effektivt-  også indenfor sundhedsvæsenet. Og det såkaldte produktivitetskrav på 2 %, som blev indført for 15 år siden, har da også haft en gavnlig virkning i forhold til at få nedbragt ventelisterne.

 

Men nu er vi altså nået dertil, hvor vi ikke kan blive ved med at bede læger, sygeplejersker, sosu’er, jordemødre, portører og alle de andre gode folk, som hver dag yder en kæmpe indsats på vores sygehuse, om at løbe hurtigere og hurtigere. Grænsen er nået. Tiden er inde til et opgør med produktivitetskravet, som det fungerer i dag.

 

Tiden er kommet til at omlægge den måde, man styrer sygehusene på. Der skal langt større fokus på kvalitet og sammenhæng i behandlingen. I modsætning til at fastholde et for enøjet fokus på kvantitet, som 2 %-kravet er udtryk for. Fokus må og skal være på, at patienten får den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt – også selvom det måske på papiret giver mindre ”produktivitet”.


Et eksempel kan være, at mere og bedre genoptræning kan medføre, at en ellers planlagt operation kan aflyses. Godt for patienten. Og måske også godt for den samlede omkostning. Men ikke nødvendigvis noget, der tæller i statistikken...

 

Når man spørger de gode folk, som arbejder på vores sygehuse – det gælder Lægeforeningen såvel som Dansk Sygeplejeråd som andre - så er budskabet klart: Grænsen er nået. De kan ikke løbe hurtigere, end de allerede gør. Det skal vi lytte til på Christiansborg. Det gør vi! Tiden er inde til at droppe produktivitetskravet.

 

Med venlig hilsen


Kristian Thulesen Dahl

 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 Tilbage
 Print