Christiansborg 2009
 
 
 
18. Dyrevelfærd

Naturlig respekt for levende væsener

Et rigt og ansvarligt samfund som det danske er forpligtet til at behandle dyr ordentligt. Det er forkasteligt, når dyr lider på grund af mennesker. Dyr bør betragtes som levende væsener, der skal behandles som sådanne med respekt og værdighed. Dansk Folkeparti har kæmpet en lang kamp for at få dyrevelfærd højere op på den politiske dagsorden og vil fortsat kæmpe for at få ordentlige forhold for alle dyr, hvad enten det drejer sig om kæledyr, vilde dyr eller produktionsdyr.

Indsats over for dyremishandling

Dyremishandling er desværre stadigvæk en del af dagligdagen i Danmark, og myndighederne har ikke taget det alvorligt nok. Det skal der ændres på.

I Dansk Folkeparti mener vi, at strafferammen for dyremishandling skal sættes kraftigt op, og at politiet skal være forpligtet til at reagere hurtigt og effektivt på mistanker om og tilfælde af dyremishandling, samt at politiets efterforskning intensiveres. Dette er dog ikke en opgave, politiet kan løfte selv, og derfor skal oprettes et dyreværnspoliti i Danmark, som man eksempelvis har det i England. Dette dyreværnspoliti skal føre opsyn med brugsdyrs og kæledyrs velfærd og skal have hjemmel til at tvangsfjerne mishandlede dyr.

Dyr som ressource

Dansk Folkeparti ønsker, at respekten for dyr som levende væsener skal indtænkes i de forhold, vi byder de dyr, som udgør en ressource for menneskeheden. Hvad enten det gælder landbruget, i pelsindustrien eller lægeindustrien, er det altafgørende, at dyrene behandles ordentligt ud fra deres naturlige behov, og at eventuelle gener holdes på et absolut minimum. Brugsdyrs forhold i industrien skal være nøje og detaljeret beskrevet i lovgivningen for de forskellige områder, og staten skal med regelmæssige og grundige kontroller sikre, at reglerne bliver overholdt. Der skal ligeledes falde hårde, økonomiske straffe og i sidste instans inddragelse af autorisationer i de tilfælde, hvor der er tale om gentagne lovbrud.

Dyretransporter

Dyretransporter skal foregå på en så ansvarlig måde, at dyrene har adgang til både foder og vand under transporten. Udgangspunktet for en normal transporttid for slagtedyr skal være transport til nærmeste slagteri, dog må transporttiden ikke overskride 8 timer. Ved længere transporter af eksempelvis avlsdyr skal det sikres, at dyrene får tilstrækkelige pauser undervejs. Sker der overtrædelser af disse regler, skal overtrædelserne straffes hårdt, og ved gentagne overskridelser skal vognmandens autorisation inddrages.

Dyreejeres ansvar

Der følger et stort ansvar med at eje et dyr eller handle med dyr. Derfor mener Dansk Folkeparti, at der skal indføres autorisation til dyrehandlere. Denne skal kun gives til de dyrehandlere samt deres ansatte, der har gennemgået et kompetencegivende kursus i dyrs røgt og pleje. Myndighederne skal have beføjelser til at fjerne denne autorisation ved overtrædelser. Ved salg af kæledyr skal det være lovpligtigt, at der medfølger en pasningsvejledning.

Der skal også være langt mere kontrol med opdræt af hunde og katte, end det er tilfældet i dag. Der er alt for mange eksempler på, at disse kan købes via såkaldte baggårds-opdrættere, og derfor er det vigtigt, at myndighederne holder langt mere øje med import af eksempelvis hundehvalpe. I dag findes der en hundelov, og Dansk Folkeparti ønsker – og arbejder for – at der på lige fod med denne udfærdiges en kattelov.

Også kæledyr er et stort ansvar for ejeren, og Dansk Folkeparti går ind for, at der skal sættes en nedre aldersgrænse for, hvornår man må købe et dyr. DF foreslår, at aldersgrænsen sættes til 16 år, samt at forældre ansvarliggøres for dyrets velfærd, når de overdrager kæledyr til deres børn.

Nej til dyreforsøg

Videnskabelige fremskridt har overflødiggjort forsøg med levende dyr på laboratorier og medicinstudier. Dansk Folkeparti mener, at dyreforsøg skal forbydes og erstattes med computerteknologi og kunstigt væv. Når teknologien giver os mulighed for at skåne dyr, skal vi også gribe muligheden og dermed frelse dyrene fra de langvarige, skadelige og ofte dødelige forsøg, som de udsættes for i videnskabens navn.

Ulovlig import og krybskytteri

Den omfattende illegale import af dyrearter – eksempelvis fra Østeuropa – skal bekæmpes. Dansk Folkeparti vil arbejde for at få afsat flere ressourcer til kontrol med området, og vil arbejde for at få skærpet straffene for overtrædelser. Dyrevelfærd er en global opgave, og dyremishandlere og illegale importører skal strafforfølges over grænserne.

Dansk Folkeparti har ingen tolerance over for krybskytteri – en forbrydelse, som bedømmes alt for mildt i Danmark. Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at krybskytter allerede ved første afsløring skal straffes med store bøder og hæftestraffe, og at jagttegn og våben inddrages.

Rituelle slagtninger

I Dansk Folkeparti mener vi, at religiøse hensyn aldrig må sættes over hensynet til dyrs velfærd. Derfor skal rituelle slagtninger, eksempelvis hvor dyr dør ved forblødning, forbydes i Danmark, ligesom import af rituelt slagtet kød skal forbydes. Desuden må myndighederne opprioritere kontrollen med rituelle slagtninger og baggårdsslagtere.

Som delmål vil Dansk Folkeparti arbejde for indførelsen af en obligatorisk mærkningsordning, hvoraf slagtemetode og oprindelsesland klart skal fremgå. På den måde får forbrugeren et frit valg.

Forbyd sex med dyr

Dansk Folkeparti mener i modsætning til de andre partier i Folketinget, at alle former for seksuel omgang med dyr skal forbydes og gøres strafbart.

Det er i dag lovligt i Danmark at benytte og tvinge dyr til sex, men Dansk Folkeparti mener, at seksuel omgang med dyr er en forargelig handling. Det kan aldrig forsvares, idet dyrene er umyndiggjorte væsener i forhold til mennesker, og al seksuel omgang med dyr er derfor et overgreb mod dyret. Ligeledes skal personer, som udlejer dyr til sex med mennesker, straffes hårdt. Dansk Folkeparti har fremsat forslag om dette i Folketinget, men det blev nedstemt i Folketinget. Dansk Folkeparti vil imidlertid blive ved med tage dette emne op, indtil det bliver vedtaget.

Internationale perspektiver

På internationalt plan må Danmark være vagthund overfor dyremishandling. Danmark må arbejde for at komme dyremishandling til livs, hvad enten det drejer sig om kommerciel hvalfangst, tyrefægtning i Spanien, mishandling af hunde og katte såvel som bjørne i Kina eller andre former for mishandling af dyr. Danske Folkeparti er ligeledes modstander af den kommercielle hvalfangst.

Halalkød i børnehaver og skoler

Dansk Folkeparti er imod, at der skal serveres halalslagtet kød i danske børnehaver og skoler som følge af misforstået hensyntagen til et muslimsk mindretal. Danske børn skal ikke tvinges til at indrette sig efter muslimske traditioner.

 Tilbage
 Print