Kristian Thulesen Dahls ugebrev

 

– tirsdag den 4. oktober 2016

 

Folketinget åbnet til drama - Valg eller politiske aftaler?

 

Så er det endnu engang blevet første tirsdag i oktober. Dagen for Folketingets åbning. For mange folketingsmedlemmer startede dagen med den traditionelle gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Senere fulgte dagens program i Folketingssalen, hvor Dronningen og de øvrige kongelige kastede glans over åbningen. At Enhedslisten og den radikale Zenia Stampe skal demonstrere deres foragt for monarkiet ved ikke at være tilstede i Folketingssalen, mens Dronningen kommer ind, forstår jeg simpelthen ikke. Men dem om det! Ligesom Enhedslisten åbenbart synes, det er helt forfærdeligt, at Dannebrog nu endelig prydede bag formandsstolen. Ak ja – der er så meget, man ikke forstår….

 

I statsministerens åbningstale var hovedpunktet, at der nu indbydes til forhandlinger om et nyt system for beskatning af boliger. Venstres forslag til det nye system fremlægges i morgen onsdag. Det ser jeg selvfølgelig frem til. For det er vigtigt, at der bliver lavet et nyt system, som skaber større tryghed for boligejerne. Det nuværende system er dømt ude – vurderingerne er simpelthen for vilkårlige.

 

Den politiske situation har nu i mange uger været fastlåst. Liberal Alliances krav om topskattelettelser har gjort det umuligt at skimte muligheden for et kompromis. Og i lyset af dette har der reelt ikke været forhandlet – heller ikke om delelementer af den stort anlagte ”2025 helhedsplan” fra Venstre. Mit håb er nu, at udspillet om boligbeskatning kan få partierne til forhandlingsbordet. Også meget gerne Socialdemokratiet. I stedet for at sidde med armene over kors og vente på, at Liberal Alliance vælter Venstre-regeringen på spørgsmålet om topskat, kan vi jo lige så godt få lavet en aftale, der giver større tryghed for boligejerne.

 

Kan det lykkes at lave delaftaler, kan andre emner jo også komme i spil. Vi ønsker således en aftale om indvandringsområdet, der sikrer danskernes ret til at være herre i eget hus. Vi skal simpelthen have kontrollen tilbage med, hvad der sker med vort land.

 

Som mange vil huske, har vi fra sommergruppemødet tilbage i starten af august fremsat fem forslag på indvandringsområdet, som vi vil kæmpe for at få gennemført:

 

  • Permanent grænsekontrol
  • Straksbehandle asylansøgere ved grænsen og returnere til sikre lande
  • Lave hjemsendelsesplan for hver enkelt flygtning/familiesammenførte i stedet for integrationsplaner
  • Fjerne dagpengeretten igen for folk med midlertidig opholdsstatus
  • Fjerne konventionsbindinger ift. udvisning af kriminelle og tildeling af statsborgerskab

 

Det er afgørende skridt, hvis vi skal tage kontrollen med Danmark tilbage. Og det er selvfølgelig Dansk Folkepartis mål. Vi skal have styr på, hvem der kommer til Danmark, og vi skal have iværksat reelle hjemsendelsesplaner for flygtninge og familiesammenførte med midlertidigt ophold i Danmark. Det vil både sikre et mere sammenhængende Danmark og mindske de årlige milliardudgifter til især ikke-vestlige indvandrere. På den måde er udlændingepolitik jo også velfærdspolitik.

 

Der er mange ting at tage fat på i et nyt folketingsår. Èn ting kan vi i hvert tilfælde konstatere: Folketinget er åbnet til drama. Spørgsmålet er, om det ender i valg eller politiske aftaler! Uanset hvad er vi i Dansk Folkeparti klar!

 

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 Tilbage
 Print