Oktober 2007

12. Forskning

De videregående uddannelser har ikke alene til opgave at sikre den danske velfærd og ruste Danmark til den globale konkurrence – men skal også have en kulturbærende funktion og et ansvar overfor en fri og uafhængig grundforskning. Med internationalt udsyn skal universiteterne først og fremmest tjene danskerne.

Danmarks investering i forskning er en nøgleinvestering i landets øko­nomiske og erhvervsmæssige fremtid. Denne sammenhæng er blevet forstærket gennem de lovgivnings-tiltag, som har forkortet vejen fra forskningen til den erhvervsmæssige udnyttelse, og som DF har været med til at gennem­føre. Men den afgørende forud­sæt­ning for denne dynamik er en stærk og fri grundforskning, som ikke er specifikt erhvervsrettet, og hvor udbyttet ikke er kendt på forhånd. Forskningens bærepille er grundforskning, ikke produktudvikling og innovation. Derfor ser DF det som sin fornemste forskningspolitiske opga­ve at styrke dansk grundforsk­ning – såvel indenfor de eks­akte fag som inden for humaniora. 

De uddannelsessøgende skal allerede under den afsluttende basisuddannelse have klare infor­ma­tio­ner om, hvorvidt og hvor de med held kan forventes at fuldende en universitets­uddannelse. 

Universiteterne må være præget af internationalt udsyn til undervisningen og international udveksling af forskningsresultater og -vurderinger. De må derfor inddrage alle relevante sprog – især de europæiske. Men på danske universiteter skal undervisning og anden forskningsformidling grundlæggende foregå på dansk, dvs. hvor stoffet ikke fordrer et andet sprog. I det allermindste bør enhver dansk universitetsafhandling, der henvender sig til et internationalt forum og derfor er affattet på et fremmed sprog (typisk engelsk) altid være forsynet med et dansk resumé.  

Dansk Folkeparti vil kæmpe imod, at dansk underprioriteres med den følge, som sprogforskere har advaret om, at dansk bliver uanvendeligt som videnskabeligt sprog, fordi det ikke bruges. Danskernes modersmål må ikke fortsat lide domænetab ved at blive hægtet af det ene videnskabelige domæne efter det andet. En sådan udvikling vil føre til, at dansk bliver et åndeligt almuesprog, samt at universitetsforskningen mister sin kulturbærende funktion. Den danske stemme i det internationale kor vil hermed forstumme.  

Udenlandske studerende skal ved et dansk universitet møde et forskningsmiljø, som primært er dansk og først derefter internationalt. ”Globalisering” af forskningsmiljøer betyder alt for ofte en international standardisering, blottet for tradition og kulturelt præg.  

Der skal være vid mulighed for, at uddannelsen på et dansk uni­ver­sitet kan sup­ple­res med ét eller flere seme­stre på et udenlandsk universitet, derved at den studerende kan ”med­brin­ge” sine taxa­meterpenge til udlandet. Derimod skal et fuldt studium i udlandet ikke finansieres af de danske skatteydere. Når det danske sam­fund lider under mangel på kandidater af en særlig fag­grup­pe (f. eks. læger), skal det være muligt at kvotere op­ta­get af studerende fra andre nordiske lande, ligesom det skal være muligt at pålægge kandidaterne pligt til efter studiet at udøve deres fag i Dan­mark i et nærmere fastsat åremål. Vi bør ikke lade os hindre i et sådant selvforsvar af stive EU-regler, og de øvrige nordiske lande skal ikke have lov at bruge Danmarks universiteter som reserve eller erstatning for manglende uddannelsestilbud i deres egne lande. 

Den eksterne censur bør bevares ved universitetseksaminer, først og fremmest af hensyn til eksa­mi­nan­dens retssikkerhed. 

Forskning og uddannelse bør finansieres ved en blanding af universiteternes basismidler og de kon­kurrenceudsatte midler, der tildeles via det frie forskningsråd og Danmarks Grundforskningsfond. Universitetsforsk­nin­gens vækst­lag og den stabile kontinuitet i universiteternes forsk­nings­planlægning skal sikres. Derfor er det afgørende, at der opretholdes en balance mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler i takt med øgningen af kon­kur­ren­ceudsatte midler. Forskerne bør heller ikke bruge urimeligt megen tid på at skrive konkurrence­ansøg­nin­ger. Univer­sitetets besty­relse bør over­for ministeriet være ansvar­lig for at basismid­ler­ne er an­vendt i henhold til den udvik­lings­­kontrakt, som ministeriet og universi­te­tet indbyrdes har teg­net. Det vil overflødiggøre en cen­tralistisk og bureaukratisk mini­steriel kontrol, der går i detaljer. 

Forskningsfriheden er afgørende for forskningens kvalitet. For­skerne bør tillige være sikret den vi­dest mulige uafhængighed i forhold til universi­tetsbestyrelsen. Universitetets ankermand i sikrin­gen af denne frihed bør være universitetets rektor. 

Det er til gene for universiteternes administration, at spørgsmål vedrørende universiteternes forsk­ning og uddannelse behandles af to ministerier, videnskabsministeriet og under­visningsministeriet. Dansk Folkeparti vil på sigt arbejde for, at alle universitetsområ­der samles un­der ét ministerium. Dansk Folkeparti lægger stor vægt på, at forskning og undervisning er uafhængig af politiske og erhvervsmæssige interesser, og ikke underlægges eksempelvis universitetsbestyrelse eller forventninger om bestemte resultater.