Kristian Thulesen Dahls ugebrev

 

– onsdag den 11. januar 2017 

 

Grænsekontrollen er nødvendig. Den skal blive!

 

I dag for en uge siden – den 4. januar – fejrede vi årsdagen for den genetablerede grænsekontrol. Grænsekontrollen har været en succes. Men hvorfor er Dansk Folkeparti så stadig det eneste parti i Folketinget, der ønsker en permanent, udvidet grænsekontrol? Hvad gør Venstre og Socialdemokratiet egentligt den dag, EU-Kommissionen ikke længere vil tillade dansk grænsekontrol?

 

Resultaterne først. Grænsekontrollen blev etableret som en reaktion på den eskalerende flygtninge- og migrantkrise. I 2015 kom der 21.316 asylansøgere til Danmark. I 2016 var tallet 6.072. Stadig for højt, hvis man spørger mig, men en klar forbedring. Grænsekontrollen blev etableret med henblik på at få kontrol med asyltallet, og den eneste mulige konklusion, man kan drage, er, at grænsekontrollen på dette afgørende parameter har været en stor succes.

 

Det har selvfølgelig også været en væsentlig faktor, at en række andre lande har etableret grænsekontrol som værn mod de voldsomme migrantstrømme. Sund fornuft.

 

I alt har der været foretaget over 2,8 mio. kontroller ved den danske grænse. 2.849 personer er blevet afvist ved grænsen, og 220 personer er sågar blevet sigtet for menneskesmugling. Og de store trusselsbilleder om problemerne for trafik og erhvervsliv har vist sig at være usande.

 

Nej, det er ikke nemt at være kritikker af grænsekontrol. Der var sågar en justitsminister, der påstod, at antallet af asylansøgere ville stige voldsomt, hvis Danmark etablerede grænsekontrol. Det passede simpelthen ikke. Og de nøgne facts har vist det komplet modsatte!

 

Alle disse realiteter anfægter ikke et parti som De Radikale. For Morten Østergaard og hans fæller er åbne grænser et helligt princip. Dem om det. Vi ved, hvor De Radikale står i dét spørgsmål.

 

Omvendt kan man blive lidt i tvivl om andre partier. Når man hører udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg eller den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen, så lyder der jo også umiddelbart en klar opbakning til grænsekontrollen.


Inger Støjberg siger meget klart, at grænsekontrollen ”har været pengene værd. Først og fremmest fordi vi har et meget lavere antal asylansøgere, men også set i lyset af den terrortrussel, vi står i i Europa”, og kalder det for ”en meget afgørende faktor, at vi fortsat har grænsekontrol”. Jeg kunne ikke være mere enig. Regeringen har da også ladet forstå, at man vil bede EU-Kommissionen om lov til at forlænge den midlertidige grænsekontrol, når den nuværende tilladelse udløber 12. februar.

 

På det Radikale Venstres traditionelle Nytårsstævne i Nyborg i weekenden, hvor jeg havde lejlighed til at debattere med Morten Østergaard og Mette Frederiksen, sagde den socialdemokratiske formand ligeledes, at ”Vi skal vise vores pas ved grænseovergangen, så længe det er nødvendigt”. Og at hun fortsat anser det for nødvendigt, efterlod hun ingen i tvivl om. Så også fuld opbakning til den midlertidige grænsekontrol fra den kant, må man forstå. Glimrende.

 

Men hvis der er enighed om, at grænsekontrollen fungerer fremragende og er en helt nødvendig foranstaltning for at beskytte danskerne, kan man stille det enkle spørgsmål: Hvad vil partierne gøre, hvis EU-kommissionen ikke vil tillade fortsat grænsekontrol?

 

Vil man turde lægge sig ud med EU-systemet? Embedsmændene i EU-Kommissionen hader tanken om grænsekontrol internt i EU og vil gøre alt, hvad de kan for at slippe af med den igen. Så vi må regne med, at den dag kommer, hvor EU-Kommissionen vil sige nej til ønsket om at forlænge perioden med national grænsekontrol. Og hvad så?

 

Jeg savner i dén grad klare svar fra Venstre og Socialdemokratiet. Det er jeg sikker på, at mange andre danskere også gør. Kan vi regne med, at holdningen til grænsekontrol også inkluderer, at man er parat til at tage kampen op overfor EU, når EU-kommissionen siger stop for grænsekontrol?

 

Dansk Folkepartis linje er fuldstændig klar. Vi ønsker grænsekontrollen udvidet og gjort permanent. Migrationspresset på Europa er ikke aftaget. Og millioner af potentielle migranter fra Afrika og Mellemøsten står på spring for at udleve drømmen om en fremtid i Europa. Truslen fra terrorister er desværre heller ikke aftaget. Grænsekontrol er svaret for at sikre danskernes tryghed. Så enkelt er det. Den skal blive!

 

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 Tilbage
 Print