Kristian Thulesen Dahls ugebrev  

 
– onsdag den 25. januar 2017 
 
Hvad sker der, når der bliver længere til sygehuset?
 
I løbet af de kommende år vil nye såkaldte supersygehuse åbne dørene. Seks af disse vil være helt nybyggede. De skal sammen med vore øvrige sygehuse være klar til at tage imod, når danskerne får behov for hjælp. De nye sygehuse skal sikre en højere kvalitet og skabe sikkerhed for patienterne i nye og mere tidssvarende rammer. Det er på mange måder rigtig glimrende. Der kan næppe være tvivl om, at behovet for øget specialisering peger i retning af færre og større sygehuse. Men til gengæld skal hjælpen hurtigere frem, når ulykken sker. Det er afgørende! Men holder det?
 
I forhold til de nye sygehuse er det for DF afgørende, at der bliver etableret det tilstrækkelige antal sengepladser. Jeg har også argumenteret for det indlysende i, at der skal være produktionskøkkener på alle de nye supersygehuse. Ernæring er en væsentlig og ofte underkendt faktor i behandlingen af især de ældste og mest svækkede patienter. Man kommer sig nu engang hurtigere, hvis man spiser godt, og man har i sagens natur mest lyst til at spise, hvis maden er frisk og velsmagende.
Der er meget godt at sige om den nye sygehusstruktur. Men der er også udfordringer forbundet med, at der bliver færre sygehuse og dermed
længere vej til nærmeste sygehus for mange patienter og tilskadekomne. Derfor har det hele tiden været en afgørende forudsætning for, at den nye sygehusstruktur kan blive en succes, at den såkaldte præhospitale indsats, akutberedskabet, er på plads. Når der bliver længere vej for patienterne, ikke mindst i de områder, hvor der ikke bor så mange mennesker, er det afgørende, at beredskabet med ambulancer, akutlægebiler, lægehelikoptere og uddannet fagpersonale er i orden.
 
Det hjælper ikke meget, at der er bygget et funklende nyt supersygehus mange kilometer væk, hvis man ikke kan nå derhen i tide. Og meget tyder på, at det flere steder kniber med den præhospitale indsats. Der har været kritik af ambulancernes responstider. Senest i Vesthimmerlands Kommune, hvor man oplever meget længere responstider end andre steder i Region Nordjylland. Tidligere har vi blandt andet oplevet store problemer med ambulancedriften i Sønderjylland. Det dur ikke!
 
Vi kan ikke leve med, at folk i nogle områder lades i stikken. Der skal være en større ensartethed i den præhospitale indsats uanset, hvor i landet man bor. Et godt – og hurtigt – akutberedskab er afgørende for at binde Danmark ordentligt sammen og sikre, at den nye sygehusstruktur kommer alle danskere til glæde og gavn. Det har vi hele tiden haft fokus på. Det skal vi også have fremover.
 
Dansk Folkeparti vil derfor have lavet en opdateret status på Danmarks præhospitale indsats. Den skal være i orden - og vi vil bruge en opdateret status på at forlange ændringer, dér hvor det er nødvendigt. ALLE danskere skal den fornødne tryghed - uanset hvor de bor!

 

Med venlig hilsen
 
Kristian Thulesen Dahl
 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 Tilbage
 Print