Dansk Folkepartis ugebrev

v./ næstformand Peter Skaarup

- mandag den 5. juli 2010

Kommunerne skal gøre opmærksom på repatriering

Et under vores himmelstrøg heldigvis forholdsvis fremmedartet drama udspillede sig i sidste uge ved retten i Århus. Ekstra Bladet bragte følgende stemningsreportage dagen efter (3.7): "Luften var tyk af flyvende stole og borde, da en libanesisk mand og hans søn i går gik amok på retspersonalet i et lukket grundlovsforhør i Århus".

Årsagen til bataljen var, at den temperamentsfulde mands 37-årige kone var fremstillet for retten, sigtet for at have bortført en søn i forbindelse med en tvangsfjernelsessag. Da en søn til kvinden kom ind i lokalet, gik det helt galt. Med krykker som våben ramte han blandt andet en kvindelig retsbetjent i hovedet, så hendes briller blev knust.

Den libanesiske tolk Maysa Hassanin forklarede afvæbnende, at denne dybt foragtelige adfærd åbenbart er helt almindelig i Libanon, men at hun da godt nok ikke lige havde oplevet den slags i Danmark. Med andre ord er det altså en opførsel, vi skal til at vænne os til?

Ydermere viste det sig ved et retsmøde lørdag, at sønnen forsøgte at flygte ud af vinduet og faldt fem meter ned på den hårde asfalt. Her måtte han blive, til en ambulance kørte ham på sygehuset. Sønnen var sammen med faren netop blevet varetægtsfængslet frem til 31. juli for vold under det lukkede retsmøde, hvor moderen var sigtet for at bortføre en søn til Libanon i forbindelse med en tvangsfjernelsessag.

Det siger sig selv, at nævnte opførsel er helt uacceptabel. Den vidner om en helt ufattelig mangel på respekt - ja, foragt - ikke alene over for retten, men over for det danske samfund som helhed. I Belgiens hovedstad, Bruxelles, likviderede en iransk mand i begyndelsen af juni to dommere med pistolskud, fordi de flere år forinden havde sat ham ud af sin bolig. Er det sådanne tilstande, vi bevæger os mod?

Integrationen de seneste år er en blandet landhandel, og den er præget af en stigende polarisering mellem velfungerende indvandrere og en række komplet håbløse tilfælde uden nogen som helst vilje til at tilpasse sig det danske samfund.

På den ene side ser vi unge indvandrere - især piger - som i stigende grad uddanner sig og finder deres plads på arbejdsmarkedet. På den anden side ser vi udbredelsen af en lømmel- og gangsterkultur, som er ved at bemægtige sig hele bydele, hvor selvbestaltede gangster-bykonger kræver at blive tiltalt som statsoverhoveder, og hvor fundamentalistiske imamer optræder som en slags diplomater for parallelsamfundene som for nyligt i sagen om den lukkede Netto-butik på Nørrebro.

Det mest ærgerlige og dybt tragiske er, at de utilpassede stadig helt uhindret får lov til at ødelægge så meget for indvandrere med et dybfølt ønske om at skabe sig en fremtid i Danmark. Det er de utilpassede, der skaber diskrimination i det omfang, den findes. Det er de utilpassede, der i visse tilfælde får en arbejdsgiver til at tænke sig om en ekstra gang, førend han eller hun ansætter en indvandrer.

Gid de dog ville rejse hjem. Vi har ikke brug for dem, der ikke ønsker det danske samfund noget godt og ikke bidrager!

Indvandrere, der ikke ønsker at leve i Danmark, bør snarest muligt forlade landet - og der skal i højere grad lægges pres på dem. Ved finanslovsaftalen for 2010 mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev der aftalt en mere rundhåndet udgave af ordningen om repatriering, altså indvandrere og flygtninges genbosætning i deres oprindelige hjemlande. Der udbetales nu et engangsstøttebeløb på op til 117.581 kroner for udlændinge der er 18 år eller derover. Støtten udbetales i to dele, hvoraf 100.000 kr. udbetales ved fortrydelsesrettens ophør – som udgangspunkt et år efter udrejsen fra Danmark.

Dette skal holdes op mod en tilværelse i et land, hvor visse muslimer er modstandere af friheden og af ligestillingen og demokratiet. Et land, hvor hver eneste spadseretur på gaden for nogle må være en åbenlys fornærmelse, fordi kvinder går uden tørklæde, og fordi man kan risikere at se homoseksuelle færdes på gaden hånd i hånd - men hvor den livslange forsørgelse fra det offentlige virker som en lænke om benet...

Jeg ved udmærket, at reaktionære muslimer flere steder arbejder ihærdigt på skabelsen af flere parallelsamfund - eksempelvis i Tåstrupgård, hvor et flertal i beboerforeningens bestyrelse har nedlagt forbud mod alkohol og hunde. Eller på Nørrebro, hvor de voldelige indvandrerbanders hærgen i virkeligheden baner vejen for, at imamernes kræver at få frie hænder og fortæller, at "mere islam" er løsningen på alle problemer. Men alligevel må Danmark være et forfærdeligt land for rigtig mange.

Kommunerne bør blive langt bedre til at gøre indvandrere opmærksomme på repatrieringsordningen. Hver gang en indvandrer beklager sig over det danske samfund og kommer med trusler eller vold fx i retten, bør de kommunale sagsbehandlere oplyse utilpassede klienter om ordningen som en reel mulighed og som en mulig løsning på den utilpassede indvandreres problemer. Måske er årsagen til problemerne slet ikke sociale eller økonomiske, men ganske enkelt kulturelle? Jeg ved, det skurer i ørerne på mange marxister - men det kunne være en mulighed.

Én ting er sikkert. Hvad der "normalt" i Libanon, må aldrig blive dagligdag i Danmark. Der bør således slås meget hårdt ned på urostiftere, som forstyrrer ordenen i et retslokale, og der skal sendes et tydeligt og mærkbart signal om, at vi ikke vil finde os i denne voldelige adfærd. Dansk Folkeparti vil derfor tillige kræve, at straffen for at tilsidesætte respekten for retten, skal sættes i vejret.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup