Reykjavik, torsdag den 29. oktober 2015/HM
 

PRESSEMEDDELELSE

Mikkel Dencker valgt til vicepræsident for Nordisk Råd

Dansk Folkepartis Mikkel Dencker er på Nordisk Råds 67. session i Reykjavik blevet valgt til vicepræsident for Nordisk Råd i 2016, hvor Danmark har formandsskabet.

- Jeg er meget stolt og beæret over valget til vicepræsident for Nordisk Råd, siger Mikkel Dencker, som har været medlem af den danske delegation til Nordisk Råd siden 2012.

- I Dansk Folkeparti er vi varme tilhængere af det nordiske samarbejde, så det er en stor ting for Dansk Folkeparti og for mig personligt, at vi nu overtager denne vigtige post i Nordisk Råd. Jeg synes, at det er lidt af en milepæl for Dansk Folkeparti inden for det nordiske politiske samarbejde, siger Mikkel Dencker.

- Jeg glæder mig meget over, at Dansk Folkepartis fremgang hjemme i Danmark, hvor vi er blevet det næststørste parti, nu også afspejles i Nordisk Råd, siger Mikkel Dencker.

- Nordisk Råd står over for store reformer i de kommende år, som skal gøre arbejdet i Rådet mere relevant og skabe flere konkrete resultater til gavn for de nordiske borgere. Jeg bakker fuldt og helt op om dette mål, og jeg glæder mig til at bidrage til denne vigtige proces, siger Mikkel Dencker.

I Danmark er der tradition for, at oppositionen udpeger præsidenten for Nordisk Råd, når Danmark har formandsskabet, så denne post går i denne omgang til Henrik Dam Kristensen (S).
 
 
 
 
 
 Tilbage
 Print