Kristian Thulesen Dahls ugebrev

 

– mandag den 28. november 2016

 

 

Nul + nul + minus = plus! Så kom vi da så langt…

 

Så blev det officielt. Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti danner sammen regeringen Lars Løkke Rasmussen III. Jeg vil her benytte lejligheden til at byde den udvidede regering og de nye ministre velkommen. Og lad os så komme i gang med arbejdet!

 

Som jeg skrev i mit ugebrev i sidste uge, så skulle der ske noget nyt for at løse op for den fastlåste situation, som Liberal Alliance havde skabt med deres ultimative krav om topskattelettelser. Nu er de ultimative krav pakket væk – helt væk kan vi forstå - og så kan vi komme videre. Det er glædeligt.

 

Det nye regeringsgrundlag er lidt af en blandet landhandel. Der er gode ting, men bestemt også steder, hvor der er plads til forbedring.

 

Eksempelvis er det selvfølgelig godt, at de tre partier over de sidste halvandet år har ændret holdning til den offentlige sektor. Med regeringsgrundlaget har de tre nu et fælles mål om, at det offentlige forbrug må vokse med 0,3 % om året. Under valgkampen hed målsætningen for de tre partier henholdsvis nulvækst, nulvækst og minusvækst. Det er nu blevet til et plus. Og det er jo godt. For der er brug for en moderat vækst i det offentlige forbrug, hvis vi skal opretholde det velfærdsniveau, vi kender i dag. Og det skal vi. Jeg mener så ikke, at de 0,3 % slår til. DF mener stadig, at et niveau omkring de 0,8 % er det ønskelige. Men nu skal vi ikke længere have en diskussion om, hvorvidt der må være en realvækst. Nu handler det om, hvor stor den skal være for at sikre en ordentlig ældrepleje, bedre sygehuse og flere politibetjente.

 

Eksemplet med det offentlige forbrug illustrerer meget godt, hvilken rolle jeg forventer, at Dansk Folkeparti vil få i de kommende år. Vi skal bruge vores mandater og vores indflydelse til at rykke regeringen i vores retning og sikre, at så meget DF-politik som overhovedet muligt bliver ført ud i livet. Vi skal sikre den sociale samvittighed i den politik, der bliver ført. Den sociale balance.

 

Og hvis andre partier, som eksempelvis Socialdemokratiet, vil være med til at tage ansvar for at sikre en ordentlig social balance, så hilser jeg det velkomment. Jeg vil samarbejde med alle, der vil være med til at rykke tingene i den rigtige retning.

 

For én ting er jo regeringsgrundlaget. Noget helt andet er hvilken politik, der kan findes flertal for. Og her kommer den nye regering til at stå over for det samme grundlæggende vilkår, som har mødt alle tidligere regeringer: Der skal 90 mandater til et flertal.

 

Og her står Dansk Folkeparti i en spændende position. For sammen har vi lige præcis 90 mandater. Det vil give os gode muligheder for at gøre vores indflydelse gældende og sikre rigtig meget god DF-politik til gavn og glæde for danskerne.

 

Så endnu engang tillykke til de tre partier med deres nye regering. Vi skal nok tage godt imod den. Men samtidig minde om at Dansk Folkepartis politik og prioriteter ikke har ændret sig:

 

Danskerne skal være herre i eget hus. Og der skal være en ordentlig social balance i vores land.

 

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 Tilbage
 Print