Christiansborg, den 27. december 2015

 
PRESSEMEDDELELSE

Ny DF-retsordfører: Målet er, at alle får det som på Bornholm

Fra nytår får Dansk Folkeparti ny retsordfører. Det sker, når gruppeformand og nuværende retsordfører Peter Skaarup, medstifter af Dansk Folkeparti og markant retsordfører stort set lige siden, overdrager stafetten til den nyvalgte MF'er, Peter Kofod Poulsen, 25.

For Dansk Folkeparti har lov og orden, strengere straffe, målrettet præventiv indsats, mere politi og god, gammeldags, effektiv grænsekontrol stået højt på ønskesedlen siden partiets grundlæggelse i 1995. Skulle enkelte være i tvivl, er det stadig tilfældet. Det er det også efter nytår, når Peter Kofod Poulsen overtager posten som retsordfører i partiet efter Peter Skaarup, der utrætteligt har ført partiets retspolitik i Folketinget, i medierne, ved debatter i hele landet og de senere år også på de sociale medier med markante opslag om alt fra stalking over grænsekontrol til knivstikkeri og indvandrerkriminalitet.

Peter Kofod får en tung arv at løfte efter den erfarne retsordfører:

”Jeg er umådelig glad for og stolt over, at gruppebestyrelsen betror mig denne vigtige ordførerpost,” siger Peter Kofod.

”Jeg vil gøre mit bedste for Dansk Folkeparti på retsområdet, som har min store interesse. Jeg har holdt jul hos min familie på Bornholm, og her er en af de mange ting, vi kan glæde os over, at der ikke har været et eneste jule-indbrud på hele øen. Sådan bør alle danskere have det, og det må være etmål for alle partier i Folketinget. Besværet med indbrud skal være så stort, risikoen for opdagelse så høj og straffene så hårde, at tyvene dropper det,” siger Peter Kofod, der godt ved, det er vældig ambitiøst.

”Vi når nok ikke en indbrudsfri juleaften i hele Danmark nogensinde. Men det bør da være målet! Stræber man højt, når man længere, end hvis man altid sætter barren så lavt, så alle kan komme over. Indbrud er bogstaveligt talt grænseoverskridende for dem, der går ud over,” siger den kommende retsordfører.

Peter Kofod er valgt i Sydjylland, hvor han stillede op i Aabenraa-kredsen, et af de områder, hvor Dansk Folkeparti hentede hver tredje stemme ved Folketingsvalget den 18. juni, der altså også bragte den 25-årige Kofod i Folketinget for første gang.

Han er født på Bornholm, hvor han også tog gymnasietiden med. Kofod var i over 10 år aktiv på topniveau i Dansk Folkepartis Ungdom, hvor han lige nåede at blive formand få måneder, inden han blev valgt som medlem af Folketinget og overlod formandsposten for DF Ungdom til næstformanden.

Han blev færdiguddannet som skolelærer i år, og i 2013 blev han valgt i byrådet i Haderslev. Et hverv, han i øvrigt har besluttet at nedlægge i januar for helt og fuldt at kunne hellige sig arbejdet i Folketinget med den nye, tunge ordførerpost. I forvejen er Peter Kofod ordfører for social dumping og medlem af Beskæftigelsesudvalget, Europaudvalget, Retsudvalget, Transport- og Bygningsudvalget, Udenrigsudvalget og Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget.

Peter Skaarup, der har været i Folketinget siden 1998 og retsordfører næsten uafbrudt igennem 18 år, er helt tryg ved at overdrage ordførerposten til en nyvalgt, der kun er halvt så gammel som Skaarup:

”Jeg har kendt Peter igennem alle årene. Han er en stabil og toployal kollega, der læser op på tingene, møder velforberedt og kæmper for sagerne. Desuden har han både hjerne og hjerte på rette sted, ogbegge dele er vigtigt - også på retsområdet, hvor man både skal kunne forstå og tænke og handle ret. Det kanhan, så jeg glæder mig til at se ham indtage området,” siger Peter Skaarup, der nu får mere tid til det tidskrævende hverv som gruppeformand for en folketingsgruppe, der med et slag ved valget den 18. juni voksede fra 22 til 37 medlemmer. Peter Skaarup fortsætter som formand for retsudvalget.
 
 
 
 
 Tilbage
 Print