10 år efter det befriende nej

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag den 3. juni 2002

10 år efter det befriende nej

”Det satans nej”. Sådan lød overskriften på Berlingske Tidendes artikel i anledning af ti-året for Danmarks nej til Maastricht-traktaten. Satans, kalder Berlingske Tidende resultatet af folkeafstemningen. Danmarks førende borgerlige avis dæmoniserer flertallet af den danske befolkning. Typisk udtryk for dansk Europa-debat i ti år. Typisk for det borgerlige Danmark, der svigter nationen og tilsviner danskerne.

Danmarks nej i 1992 var befriende og forløsende det genetablerede jordforbindelsen og reddede i første omgang de nationale regeringer fra helt at overgive deres sunde fornuft til EU. Og vi skal huske på, at kun tre måneder efter Danmarks knebne nej stemte Frankrig lige så knebent ja. Europas folk var ikke indforstået med den politiske union og den fælles mønt.

Egentlig burde Danmarks nej så være afgjort med afstemningen i 1992. Danmark var og er med i det indre marked, og stemte så nej til yderligere, og især politisk, integration.

Ulykkeligvis gik SF, som havde anbefalet et nej, og ja-partierne i gang med at fortolke nejet, hvorefter vi skulle stemme igen om Edinburgh-aftalen. Dermed blev vejen banet for ti års pukken på danskerne for at få os gjort til fuldblods europæere uden at kny eller grynte. Jeg har altid været imod at beskrive Danmarks undtagelser som ”forbehold”. Som om unionens eneherredømme er reglen og fastholdelse af national suverænitet er et ”forbehold”. Som om det er en afvigelse selv at ville bestemme.

Med nejet den 2. juni 1992 burde Maastricht-traktaten været faldet for Danmarks vedkommende. I stedet lugtede SF´erne indflydelse sammen med den nyvalgte socialdemokratiske formand Poul Nyrup Rasmussen og det såkaldt ”nationale kompromis” blev strikket sammen.

Nu er ja-procenten krøbet op mod 50 procent og så lugter de ekstremistiske unionstilhængere straks blod. For ekstremt er det straks at ville jage danskerne ind i stemmeboksene, så snart meningsmålingerne blæser den vej. Ekstremt er det at ville opgive dansk selvstændighed på alle de områder, som normalt kendetegner en stat: mønten, udenrigspolitikken, statsborgerskabet og asyl- og retspolitikken. Ekstremt er det at ignorere, at danskerne ved tre afstemninger på ti år har bekræftet forbeholdene.

Kun én ting kan vi være sikre på: Hvis det først skulle blive et ja, skal der aldrig stemmes mere. Der findes ingen fortrydelsesret i EU. Integrationen er en blind vej.

Men det haster for ekstremisterne at få afskaffet de fire forbehold. For udviklingen går med al sandsynlighed mod, at optagelsen af de østeuropæiske lande vil gøre EU til et meget mere fleksibelt fællesskab. Så vil forbeholdene i langt større udstrækning falde naturligt ind i et mere varieret EU. Så vil det være naturligt, at landene ikke befinder sig på samme linie i samarbejdet, men nogle samarbejder og integreres mere end andre.

Med østudvidelsen vil halvdelen af EU-landene have deres egen valuta, mens halvdelen har opgivet deres til fordel for euroen. Så er Danmark ikke ”udenfor”, men placeret i midten som et økonomisk mønsterland, der kunne være med i Euroland, men hvor befolkningen klogt har fundet det bedst at have styr på sin egen valuta. Det vækker beundring.

Så Danmark er et foregangsland i Europa. En brobygger mellem østeuropæiske lande, der ser med skepsis på afgivelse af suverænitet til en ny overnational union, og de store vesteuropæiske lande, som Danmark gennem hele sin historie har haft så tæt et forhold til.

Danmark er og skal fortsat være foregangsland i Europa. Ikke kun på udlændingeområdet, hvor andre europæiske lande vil se hen til Danmark som et land i færd med at løse, hvad de ikke havde troet muligt, men også i EU.

Vågn dog op, I fanatiske EU-tilhængere, og se på Europa! Se på Irland! Se på Danmark! Så på de lande, hvor befolkningerne bliver hørt! Befolkningernes skepsis overfor EU er stor overalt. Hvor pinligt at forsøge at presse et ja igennem i Danmark på den baggrund.

Men hvis statsministeren lader sig presse til at udskrive en afstemning, lover vi kamp til stregen. Dansk Folkeparti vil som Folketingets største nej-parti bruge mange kræfter på at fastholde hver tomme af dansk suverænitet.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top