fbpx

Ældreområdet fortjener max opmærksomhed – Rokade er en ren tilståelsessag for regeringen!

Ældreområdet fortjener fuld opmærksomhed. Det er ét af de vigtigste områder at have styr på i et velfærdssamfund – og udfordringerne ér store. Vi husker alle den forfærdelige dokumentar, ”Plejehjemmene bag facaden”, som afslørede hjertegribende omsorgssvigt og en pilrådden kultur nogle steder i vores ældrepleje. Helt uacceptabelt.

Udfordringerne bliver kun større i de kommende år, hvor de ældre over 80 år kommer til at udgøre en stadigt større andel af befolkningen. Om 10 år vil mere end 10 procent af borgerne i en lang række kommuner være over 80 år. Det er selvsagt godt, at flere danskere når en høj alder. Men det forpligter også i forhold til at sikre værdig pleje og omsorg for dem, der ikke kan klare det hele selv.

Flere ældre vil få behov for hjælp og omsorg i en plejebolig. Det nuværende antal plejeboliger kan slet ikke følge behovet! Ældre Sagen anslår eksempelvis, at vi i 2030 vil mangle op mod 25.000 plejeboliger. Der bør simpelthen indføres en garanti for, at der er en plejebolig klar til de danskere over 80 år, som måtte ønske det.

Vi bør også sikre minimumsstandarder i ældreplejen. Langt bedre tilsyn med forholdene på vores plejehjem. Lovfæstede og uomtvistelige rettigheder til vore ældre medborgere. For nu at nævne nogle af de vigtigste af DF’s bud på, hvordan vi sikrer ordentlige og værdige forhold for alle ældre.

Statsminister Mette Frederiksen valgte forleden at lave en mindre rokade i sin regering. Ældreområdet blev således fjernet fra sundhedsminister Magnus Heunicke og overdraget til Astrid Krag, der fremover skal være minister for både social- og ældreområdet.

Det hilser jeg velkomment. Ja, faktisk ser jeg det som en ren tilståelsessag. En erkendelse af, at ældreområdet er blevet stedmoderligt behandlet – slet ikke prioriteret højt nok – af Mette Frederiksens S-regering indtil nu.

Jeg håber, at rokaden ikke blot er udtryk for, at man rykker lidt rundt på nogle bureaukratiske brikker for at få det hele til at se lidt bedre ud på overfladen. Jeg håber, at den nye minister reelt vil få mulighed for at give ældreområdet den opmærksom, som det fortjener. Det løft, som området har så hårdt brug for i de kommende år.

I så fald bliver ingen gladere end os i Dansk Folkeparti. Vi vil i dén grad glæde os over at se en ældreminister i arbejdstøjet. Det har vi savnet. Vi bidrager hellere end gerne med konstruktive forslag. Vi har mange konkrete og kloge forslag til at sikre omsorg, værdighed og selvbestemmelse for vore ældre borgere. Jeg vil gerne love, at regeringens nyfundne interesse for vores ældre medborgeres vilkår vil blive testet og afprøvet.

For ja – ældreområdet fortjener max opmærksomhed!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

Over 3000 har skrevet under på støtte til Støjberg

DF kræver svar om skandale: Otte grænseovergange var uden kontrol

Trækkes i førtidspension, fordi ægtefællen tager coronavagter

 

Rul til toppen