fbpx

Aflys kampen mod forbeholdene

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag den 7. januar 2002

Aflys kampen mod forbeholdene

Ikke et ord om euroen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen nævnte i sin nytårstale ikke noget om EU´s nye mønt, som få timer senere skulle cirkulere i euroborgernes lommer. Tavsheden burde være naturlig, da danskerne har afgjort sagen med et nej forrige år. Alligevel foruroliges man altid over euro-politikere.

Euroen bliver også mere og mere uaktuel for danskerne, når man tager et kig ind i Euroland. Seneste meningsmåling fra Storbritannien viser, at 73 procent af briterne er imod at opgive pundet til fordel for euroen. Aldrig har så mange briter været så meget imod EU´s mønter og sedler. Tallet overrasker, fordi mange havde forudset en mere positiv effekt af, at euroerne nu er til at tage og føle på og bide i.

Euroen ses med stadig større ængstelse i Europa. I Italien udtrykker ledende ministre dyb euro-skepsis. Forsvarsministeren frygter, at euro-projektet risikerer at køre af sporet. En anden minister har kaldt EU for Europas Sovjetunion og økonomiministeren sætter spørgsmålstegn ved den ofte fremførte påstand, at euroen vil bevirke evig fred og betyde enden på alle krige i Europa. Dette endte i weekenden i den første euro-regeringskrise, da den italienske udenrigsminister trådte tilbage i protest imod regeringens valne holdning til den nye mønt.

Desværre for italienerne har de ikke haft mulighed for at stemme om euroen. Som alle andre europæere er de blevet ideologisk forført ind i euro-projektet uden at få noget at vide om de vidtrækkende konsekvenser. Propagandaen gik mest på, at nu slap borgerne for at veksle rejsevaluta. Som om det er særligt afgørende.

I dag tales der åbenlyst om, at euroen skal skabe en europæisk identitet. Den skal få europæerne til at føle fællesskabet. Euroen er et anslag mod nationalstaternes Europa, fordi den er et middel til at skabe integration. Ved at gå rundt med EU´s 12 stjerner i hver mønt i pengepungen skal europæerne tvinges til at forstå sig som europæere. Børnene ser symbolerne fra de første lommepenge.

Ved folkeafstemningen den 28. september 2000 sagde danskerne nej til euroen. Det er en af de glædeligste begivenheder i den nyeste danmarkshistorie.

Vi har dermed ikke lænket os selv til en uregerlig bureaukratisk mekanik. Vi er lige så meget med i Europa og i europæisk økonomi og politik som alle andre, men vi holder fast i vores egen valuta. For alle nødtilfældes skyld.

Danskerne vil gerne samarbejde. Men den fælles mønt har intet med samarbejde at gøre, men med opgivelse og sammensmeltning. Samarbejde finder sted mellem suveræne folk og nationer. Nu kan Danmark samarbejde, f.eks. indgå pengepolitiske aftaler med den europæiske centralbank.

Dansk Folkeparti vil fortsat vogte danskernes selvstændighed og advare mod alle forsøg på at smugle danskerne ind i Euroland, hvis lejlighed byder sig.

Det burde være tiden nu for den kommende danske regering og opposition at finde sine fødder i forhold til Europa. Målet må være at få afskaffet forbeholdene på den eneste anstændige måde, nemlig ved at indstille kampen imod dem. For det er ikke og skal aldrig være et ”forbehold” at holde fast i dansk suverænitet på de kerneområder, som kendetegner en selvstændig nation som mønt, politi, forsvar og statsborgerskab.

De forbeholdne og lunkne er dem, der om dagen taler om EU som frie nationers samarbejde og så som en tyv om natten lægger planer for at integrere Danmark helt og uden fortrydelse i Europa.

Danmark bør vise Europa og verden, at man godt kan regne med et land, selvom det vil være selvstændigt. Anders Fogh Rasmussen kan i udlandet tale med autoritet, fordi han er blevet valgt ved et ægte demokratisk valg med fri debat, som ingen andre EU-lande har oplevet. Danmark er et demokratisk foregangsland. Danmarks stemme bliver hørt udadtil, fordi danskerne bliver hørt indadtil.

Den endeløse integrationsproces skal stoppes for Danmarks vedkommende. Vi bør i Danmark til at finde vores fødder som et selvstændigt land. Det burde egentlig ikke være svært. Vi har prøvet det i tusind år.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen