At savne en socialdemokrat…

Pia Kjærsgaards ugebrev

Det er ikke let at få det her sagt, men der er altså en socialdemokrat, jeg savner på Christiansborg. I hvert fald i den position han havde i de sidste år af sin politiske karriere.

Hans navn er Erling Olsen, tidligere minister, som sluttede sin folketings- og regeringskarriere med fire år som formand for Folketinget. Så respekteret var han, at han ved folketingsvalgets udskrivelse i februar 1998 blev klappet ned af formandsstolen af samtlige medlemmer. Hvorfor nu det?

Ja, det er muligt, at Erling Olsen administrativt og organisatorisk satte en masse i gang, og blandt andet stod han fadder til den såkaldte Olsen-plan, der førte til udvidelse af Folketingets budget, til ekspertbistand, kontorfaciliteter og sekretærer, men det var altså ikke derfor, der blev klappet.

Nej, årsagen var, at socialdemokraten Erling Olsen i sine år på formandsposten respekterede Folketinget som institution og det enkelte folketingsmedlem for den tillid, hans eller hendes vælgere havde vist, og at vi kunne mærke det. Uanset hvilket parti vi kom fra, uanset hvilken baggrund vi havde. Dette følte vi hver for sig, når vi var på talerstolen, når vi henvendte os til ham i en eller anden anledning, når vi skulle have hjælp eller et godt råd om praktiske forhold.

Uvurdérligt for det enkelte medlem, og af stor betydning for det danske folkestyre. Erling Olsen skabte med værdighed, humor og myndighed ro omkring arbejdet, og der var generelt en god tone i folketingssalen.

Jo, vi savner Erling Olsen.

Efter folketingsvalget i 1998 kom det til kaotiske scener, da socialdemokraten Birte Weiss og venstremanden Ivar Hansen ved afstemningen om, hvem der skulle være den nye formand, opnåede præcis det samme antal stemmer, hvorfor de to måtte ud i lodtrækning.

Som Lykkens Gudinde trak Ivar Hansen sit navn op af en krukke, og siden har han beklædt Danmarks højeste ikke-kongelige embede – bekræftet igen efter valget i 2001.

Traditionen omkring Folketingets formand tilskriver, at nok er det en politiker fra et enkelt parti, der vælges til posten, men når man er valgt til posten, er man samtlige medlemmers tillidsmand.

Det smerter mig umådelig meget at skulle sige dette, men i forholdet til og med Ivar Hansen har det i længere tid knebet med tilliden for os i Dansk Folkeparti, idet jeg skal undlade at forholde mig til, hvordan det ser ud i andre af tingets partier.

At SF´eren Margrethe Auken har et – som hun selv beskriver det – livligt ansigt, er ikke noget nyt. Det har hun altid haft, om end ansigtet helt åbenlyst bliver mere og mere levende med alderen. Det er selvfølgelig uværdigt for Folketinget at opleve hendes vrængende ansigt, når der fra talerstolen bliver sagt noget, hun ikke bryder sig om, ligesom det er belastende specielt for nye folketingsmedlemmer at blive revset af hende på urimeligt og unfair grundlag, uden at de kan tage til genmæle.

Problemer som disse har imidlertid udelukkende kunnet få lov at eskalere som følge af, at formanden for Folketingets Præsidium ikke har haft vilje eller mod til at sætte tingene på plads.

For os er det et problem at skulle konstatere, at det ikke kører, som det skal med hensyn til Folketingets Præsidium, og at Ivar Hansen som præsidiets formand er den ansvarlige for at problemerne løses. Det kan blive vanskeligt, al den stund Ivar Hansen selv er en del af problemet.

I den seneste tid har der i radio, TV og aviserne været sagt og skrevet meget omkring Folketingets Præsidium og tonen i folketingssalen. Guderne skal vide, at netop jeg og Dansk Folkeparti ikke på nogen måde er sarte, men vi vil behandles med ligeværd og respekt, uanset hvem der sidder i formandsstolen og leder forhandlingerne.

Den nuværende uværdige farce kan ikke fortsætte ret meget længere.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top