Vidste du – om EU

Vidste du, at Dansk Folkeparti ønsker et venskabeligt og dynamisk samarbejde med alle demokratiske og frihedselskende nationer i verden.

Men EU har udviklet sig til at diktere alt fra hvem der skal have ret til vores velfærdsgoder til om vi må have kontrol med, hvem der kommer ind i landet.

Kulturnat på Christiansborg

Mød Dansk Folkeparti i Landstingssalen fredag den 13. oktober 2017

Vi får besøg af Stig Rossen, der synger gode gamle John Mogensen-sange, hver gang klokken er kvart over hel.

Desuden vil der være følgende indlæg fra scenen:

19:45 Kristian Thulesen Dahl – nyt fra partiformanden
20:45 Peter Skaarup – nyt fra gruppeformanden
21:45 Pia Kjærsgaard – nyt fra Folketingets formand

Børnene kan få lagt en flot ansigtsmaling og hilse på vores 2 søde maskotter – hunden Dan og katten Mark.

Og du kan få en snak med vores folketingsmedlemmer.

Vel mødt i Landstingssalen hos Dansk Folkeparti

Køb dit kulturpas her.

Grænsekontrollen er kommet for at blive

Den midlertidige grænsekontrol er blevet forlænget af flere omgange, siden den første gang blev indført den 4. januar 2016. Men senest om godt tre måneder, den 12. november, skal det være slut, hvis det står til EU-Kommissionen. Det slog den græske EU-kommissær for migration, Dimitris Avramopoulos, fast i forbindelse med den seneste forlængelse i maj:
”Dette bliver den sidste forlængelse. Jeg gentager: Dette er den sidste forlængelse ”.

Med EU-kommissærens kontante udmelding må det forventes, at grænsekontrollen bliver genstand for nok en heftig debat til efteråret. Dansk Folkepartis synspunkt er velkendt. Vi ønsker en permanent og mere omfattende grænsekontrol. En kontrol, hvor der er tilstrækkeligt mandskab bistået af moderne teknologi til stede ved grænserne, og hvor asylansøgere kan afvises på selve grænsen. Grænsekontrollen er afgørende for at sikre Danmark og danskernes tryghed, og så markerer den, hvor Danmark begynder og slutter. Grænsekontrollen er et uundværligt værn mod migrationspresset på Europa, den verserende terrortrussel og grænseoverskridende kriminalitet.

En ny undersøgelse foretaget af Radio24syv har vist, at hver fjerde, der blev varetægtsfængslet for kriminalitet og fremstillet i Københavns Dommervagt i marts 2017, allerede havde indrejseforbud. 28 af de varetægtsfængslede var østeuropæiske statsborgere, hvoraf ni havde indrejseforbud. Det illustrerer med al ønskelig tydelighed, at vi har brug for mere og ikke mindre grænsekontrol. Danskerne skal kunne føle sig trygge ved, at myndighederne har styr på, hvem der lukkes ind. Og har en udlænding indrejseforbud, skal det selvfølgelig håndhæves. Jeg har derfor heller ikke fantasi til at forestille mig, at nogen dansk regering vil afskaffe grænsekontrollen, som i den grad har vist sit værd.

Diskussionen om grænsekontrol er i virkeligheden ret forunderlig. I tiden, der gik forud for grænsekontrollens afskaffelse i 2001, stillede man ikke spørgsmålstegn ved, om paskontrol virkede eller ej. Man regnede det for en selvfølge på linje med at låse sin hoveddør, altså som almindelig sund fornuft. Et argument, man tit skal lægge øre til fra modstandere af grænsekontrollen, er, at det ikke nytter noget med kontrol. At illegale indvandrere og kriminelle vil finde vej til Danmark uanset, må man forstå. Dette ”falliterklæringens argument” er svært at tage seriøst. Skulle vi så også droppe forholdsregler mod indbrudstyve med henvisning til, at der altid vil være indbrudstyve? Det er jo absurd.

Et andet argument, modstandere af grænsekontrol ofte turnerer med, er, at grænsebomme er gammeldags og skal erstattes helt og aldeles af internationalt politisamarbejde. Men hvorfor er det et enten eller? I Dansk Folkeparti ønsker vi begge dele. Blandt andet af den grund anbefalede vi danskerne at stemme nej til afskaffelse af retsforbeholdet den 3. december 2015 og i stedet gå efter en særaftale omkring Europol. Det lykkedes, og derfor er Danmark fortsat kun med i Schengen på et mellemstatsligt grundlag, hvilket vil sige, at vi selv bestemmer, hvorvidt vi vil ud af Schengen og etablere permanent grænsekontrol. Sådan var det før vi lavede særaftalen om Europol. Sådan er det også efter. Og derfor var det en god aftale, vi fik lavet her i år.

Hvert land bør have ret til og gavn af både grænsekontrol og fornuftig udveksling af oplysninger om kriminelles adfærd. Bare fordi Storbritannien har meldt sig ud af EU, så forestiller man sig jo ikke, at de kommer til at stå uden for det internationale politisamarbejde. På samme vis bør Schengen-samarbejdet være fleksibelt nok til, at vi både må indføre permanent grænsekontrol og have tilknytning til Europol, hvis vi ønsker det.

En dansk regering burde til enhver tid forsvare danskernes ret til selvbestemmelse og til at beskytte sig selv mod ydre farer. Det vil Dansk Folkeparti fortsætte med at minde regeringen om.

Politik er først og fremmest følelser

Hver dag bombarderes vi med et utal af nyheder. De mange indtryk stiller store krav til vores hjerne, der skal bearbejde det hele. Var det ikke for vores veludviklede følelsesapparat, ville det være svært at forholde os til de mange komplekse forhold, vi dagligt præsenteres for. Følelsesapparatet hjælper os eksempelvis med at afgøre, hvordan kriminalitet skal straffes, hvor meget studerende skal have i SU, eller hvem der kan få kontanthjælp. Der er altså en form for mening i følelserne, fordi de afspejler tidligere erfaringer i livet. Derfor skal man heller ikke underkende eller nedgøre følelsers indflydelse på vores måde at træffe beslutninger og navigere på i et moderne samfund.

Siden de første primitive samfund har mennesket gjort brug af følelser, når politiske beslutninger skulle træffes. Når vores forfædre har skullet afgøre, hvordan udbyttet af dagens jagt skulle fordeles, om syge og skadede også skulle have andel i byttet, eller om ham, der havde nedlagt byttet, skulle have en større andel end de øvrige, så har de lænet sig op af deres følelser. Den græske filosof Aristoteles beskrev da også mennesket som zoon politicon – et politisk dyr. Med det mente han, at mennesket er skabt til at tænke politisk og løse problemer i fællesskab. Med sine appelformer Logos (fornuft) og Patos (følelser) satte han ord på det rimelige i, at følelser på linje med fornuft er at betragte som en naturlig del af menneskets politiske væsen.

Med andre ord er vi alle født til at være ”eksperter” i politik. Det kræver derfor hverken akademisk eksamen eller en særlig grad af viden at træffe beslutning om, hvordan det danske samfund bør se ud. Noget visse politikere, intellektuelle og journalister er tilbøjelige til at glemme. De er mere travlt optagede af at belære danskerne om, hvad de skal synes, når de i højere grad burde lytte. Og politikere, der tager danskernes bekymringer alvorligt, får skudt i skoene, at de er populister.

Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden, og godt og ondt er et spørgsmål om moral. At det skulle være mindre fint eller decideret dårlig tone at lade sine følelser råde i politiske spørgsmål, afkræftes paradoksalt nok af netop videnskaben. Nyere dansk forskning har nemlig påvist, at det blandt andet er følelser, som gør os til rationelle, velorienterede borgere i demokratiet. Vi engagerer os altså mere i politiske spørgsmål, når vi kan mærke dem.

Vi har i de senere år oplevet en voksende politikerlede. Det har i høj grad at gøre med, at der bliver lyttet for lidt til borgerne. Ideologiske luftkasteller, bedrevidende analyser og politisk korrekthed bør træde i baggrunden til fordel for de temaer, som danskerne finder relevante. Når danskernes ønske om permanent grænsekontrol afvises med tvivlsomme argumenter om, at det ikke hjælper på grænseoverskridende kriminalitet, når man i tre årtier fejlfortolker danskernes EU-skepsis med henvisning til, at en given EU-positiv valgkampagne må have slået fejl (indforstået: at danskerne selvfølgelig ikke kan ønske mindre EU), eller når behovet for en skattereform italesættes, selvom danskerne ønsker velfærd over skattelettelser, ja så er det klart, at danskerne føler sig overhørt.

Vi skal derfor væk fra forestillingen om, at der er et modsætningsforhold mellem politisk lederskab og fornuft og så involvering af danskerne og deres følelser.

Menneskesmuglerne er de eneste sikre vindere

Dagligt rapporterer aviser og TV-nyheder om den tragiske situation i Middelhavet, hvor titusindvis af flygtninge og migranter forsøger at nå frem til det forjættede Europa i gummibåde og knapt sejldygtige plimsollere af enhver tænkelig art. Mange af dem når aldrig frem, men ender deres dage i Middelhavets bølger. Det er på alle måder en forfærdelig situation at være vidne til.

Det er også dybt frustrerende at iagttage, hvordan den måde, det internationale asylsystem fungerer på i dag, er med til at holde gang i folkevandringen til Europa. Så længe det er muligt at blive spontan asylansøger, så snart man har sat fod i et EU-land, vil strømmen fortsætte. De svageste asylansøgere, som i realiteten har mest brug for hjælp, får aldrig den mulighed. De må blive i nærområdet. Det er de mest ressourcestærke, som kan betale en menneskesmugler mange tusinde kroner eller selv fragte sig til Europa, der dukker op ved vores grænser. Som systemet fungerer i dag, er menneskesmuglerne, som har gjort deres modbydelige forretning til en milliardindustri i rivende vækst, de eneste sikre vindere.

En stor andel af de, der når frem til Europa, har intet juridisk grundlag for at søge om flygtningestatus og vil aldrig opnå asyl i Europa. Alligevel kommer de. Og de vil blive ved med at komme, hvis vi ikke gør noget. Selvfølgelig er der mange, som er flygtet fra den grusomme borgerkrig i Syrien. Men en meget stor del af migranterne er ikke personligt forfulgte på flugt fra krig og ødelæggelse. De drager mod Europa i håbet om en bedre tilværelse. Det kan man dårligt fortænke dem i. Men det giver dem altså ikke ret til asyl.

Menneskesmuglerne er vinderne. Vi er blandt taberne. For migrantstrømmen har enorme omkostninger for vores samfund. Økonomiske såvel som sociale og kulturelle. Så meget må stå klart for enhver.

”Der er grænser for, hvor mange flygtninge et land kan opsluge, og vi er ikke forpligtede til at ødelægge vores eget samfund.” Dette er ikke et citat fra en DF-politiker. Det er et citat fra Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Meget tydeligere kan det ikke siges.

I 2014 alene udgjorde omkostningerne her i landet forbundet med ikke-vestlig indvandring 33 milliarder kr., viser beregninger fra Finansministeriet. Og det var vel at mærke før migrantstrømmen for alvor tog til i 2015. Tallet er næppe blevet mindre…

Danmark kan selvfølgelig ikke alene ændre det globale asylsystem. Men for mig at se er grundlæggende ændringer helt nødvendige. Mennesker på flugt fra død og ødelæggelse har krav på hjælp. Men de har ikke krav på at bo i Danmark i helt uoverskuelige antal. Hjælpen skal i langt højere grad leveres i nærområderne. Det er i realiteten også her, at langt de fleste – og de dårligst stillede – flygtninge befinder sig. Der skal komme langt færre flygtninge til EU, vi skal sørge for, at vores u-landsbistand forbedres og målrettes bekæmpelse af migration og menneskesmuglernes virksomhed. Vi skal have en effektiv, permanent grænsekontrol, og de migranter, der kommer til Danmark, skal sendes tilbage til det sikre land, de kom fra. Står forældede konventioner i vejen herfor, må de udfordres og ændres. De er lavet af politikere og regeringer og kan laves om igen.

Som folketingsmedlem har man først og fremmest ansvar for at tage vare på Danmark. Det kræver en helt fundamental omlægning af asyl- og indvandringspolitikken. Ellers vil alt bare fortsætte som hidtil. Og det kan kun menneskesmuglerne være tjent med…

 

Med venlig hilsen

Peter Skaarup

Post navigation

1 2 3 4 281 282 283
Scroll to top