Danmark rundt for en god sag

Søndag var endnu et Folkemøde veloverstået. 2018 var en ganske udmærket årgang. Der var højt solskin, masser af mennesker og mange gode og spændende arrangementer og debatter.

Derefter trængte jeg ærligt talt til at få renset hjernen og få en pause fra den politiske talestrøm, herunder også min egen.

Så for mig var det helt perfekt, at denne uge skulle tilbringes på to hjul, da jeg sammen med en række gode folk cyklede fra Helsingør til Skagen. Det er en fantastisk måde at opleve vores smukke land på. Der er masser af socialt samvær og gode snakke undervejs, men der er også god mulighed for at lade tanken flyve frit. Det er utroligt værdifuldt.

Vi var 25 fra forenings- og erhvervslivet og forskellige partier på Christiansborg, der deltog i cykelløbet BROEN Danmark Rundt med det formål at samle penge ind til udsatte børn og unge.

BROEN hjælper udsatte børn og unge med udstyr, kontingenter og, hvad der nu ellers kan være brug for, for at give dem mulighed for at blive en del af det lokale foreningsliv. Det er ganske enkelt et fremragende formål, og jeg er meget glad for, at cykelløbet, som erhvervsmanden Flemming Bøgely og jeg tog initiativ til sidste år, i år blev gennemført for anden gang.

Sidste år lykkedes det os at samle ca. 350.000 kr. sammen. Det håber vi selvfølgelig at overgå i år, så jeg glæder mig til at se den endelige opgørelse.

Søndag var der prolog for nogle af deltagerne. Mandag morgen startede det samlede felt ved Kronborg i Helsingør og sluttede dagen i Lyngby. Tirsdag nåede vi til Fyn, og onsdag gik turen til Jylland, hvor vi over de næste par dage bl.a. besøgte Vejle, Horsens og Aalborg. Og nu er vi godt fremme i Skagen, som er mål for vores lille eventyr.

Det var en dejlig tur. Nu skal benene hvile lidt, så jeg ser frem til at holde weekend med familien.

I kan læse mere om BROEN Danmark her https://broen-danmark.dk/om-broen/

Og I kan se billeder fra turen på Facebook, Twitter og Instagram – #BROENDanmarkRundt

 

Scroll to top