fbpx

Dansk Folkeparti – den ægte vare for hele Danmark

På få måneder er det lykkedes Venstre at producere to nye partier, begge bygget op omkring én enkelt person. Det ene parti ligner Det Radikale Venstre til forveksling. Det andet, Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har vi endnu til gode at lære at kende.

Grundlæggende synes jeg dog, at det er dejligt med en afklaring. Siden Inger Støjberg forlod Folketinget har det svirret med rygter og gisninger. Nu har vi fået syn for sagen og ved, at hun altså har takket nej til den udstrakte hånd, som både Kristian Thulesen Dahl og jeg har givet om at blive en del af Dansk Folkeparti – og har valgt at gå egne veje. Sådan er det, og jeg glæder mig til at se, hvad det nye projekt skal indeholde.

Spørgsmålet om by mod land lader til at komme til at fylde meget. Det giver også mening, for uanset hvor man bor i Danmark, skal man føle sig som en del af det samme land; skal man have de samme rettigheder og muligheder. Derfor foreslog vi i Dansk Folkeparti allerede i forrige folketingssamling, at der indførtes egentlige tiltagszoner, så de dele af Danmark, der er plaget af fraflytning, fik nogle ekstra fordele i form af lavere el- og varmeafgifter eller billigere transportmuligheder. Det kunne vi ikke komme igennem med under den tidligere blå regering, men arbejder naturligvis fortrøstningsfuldt videre.

Også når det kommer til udlændingepolitikken, har vi selvsagt meget til fælles med Inger Støjberg, og jeg håber på, at de mange forslag, som vi ikke kunne blive enige om i årene, hvor hun var integrationsminister, nu kan blive fælles tanker om, hvordan vi strammer udlændingepolitikken endnu mere. For det er der brug for!

Om et nyt parti så var præcis det, Danmark havde mest brug for, ved jeg ikke. Stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg tegner efterhånden til at blive længere end nogensinde. Men sådan er det. For der er selvsagt også noget smukt over, at demokratiet på den måde får lov at udfolde sig. Og vi i Dansk Folkeparti vil naturligvis gå til Inger Støjbergs nye parti fuldstændig som til alle andre partier. Er vi enige om en sag, kæmper vi skulder ved skulder. Er vi uenige, kæmper vi for vores sag. Det er der ikke noget nyt i.

De seneste uger har vi ikke desto mindre oplevet en del uro. Jeg har forsøgt at mægle og holde kursen på de tiltag, som skal sikre et stærkere Dansk Folkeparti på sigt. Det kommer til at tage tid. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi er på rette kurs. Både organisatorisk, hvor vi sikrer en langt bedre inddragelse af baglandet end tidligere; men også politisk, hvor vi senest har valgt at sætte kritisk fokus på den skøre identitetspolitik, der vil have børn ned til 12 år til at tage stilling til deres køn eller vil have mandlige atleter, der ”føler sig som kvinder”, til at kunne konkurrere i kvindesportsgrene. Det skal ikke have lov at brede sig.

Så selvom Danmark i dag har fået endnu et politisk parti, arbejder vi videre. Vedholdende og roligt som vi altid har gjort. Og midt i den blæst, vi for tiden oplever, skal der lyde en tak fra mig til hver og én af jer, som står fast, holder hovedet koldt og ikke lader sig rive med af politiske modeluner og en flygtig begejstring. Vi får brug for al jeres loyalitet og indsats, både over for vores parti og vores land, og til at tage det næste seje træk, når folketingsvalget inden længe bliver udskrevet.

Dansk Folkeparti er ikke bare en del af Danmarkshistorien, men er kommet for at blive. Dansk Folkeparti er den ægte vare, som alle danskere og hele Danmark har brug for. Så lad os fortsætte det gode arbejde.

 

Med venlig hilsen
Morten Messerschmidt

 

 

Rul til toppen