fbpx

Dansk Folkeparti sikrer stramninger af udskældt Green Card ordning

Pressemeddelelse

Dansk Folkeparti sikrer stramninger af udskældt Green Card ordning

Dansk Folkeparti har sammen med regeringen og Folketingets øvrige partier (undtagen Enhedslisten) indgået en aftale om international rekruttering. Det har i forbindelse med aftalen været afgørende for DF at sikre, at der bliver strammet op på den såkaldte Green Card ordning, som hidtil ikke har virket efter hensigten og primært har bidraget til, at højtuddannede udlændinge fra ikke-vestlige lande er kommet til Danmark for at søge arbejde, og er endt i ufaglært arbejde eller som arbejdsløse. Det bliver der nu forsøgt rettet op på med en række stramninger af ordningen, som forventes at medføre en halvering i antallet af Green Card-tilladelser på årsbasis.

– Det er glædeligt, at der langt om længe bliver rettet op på nogle af uhensigtsmæssighederne i Green Card ordningen, således at der bliver dæmmet op for, at lykkeriddere, som reelt ikke bidrager til den danske samfundsøkonomi, kan benytte ordningen til at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det er ikke nok at have et fint eksamensbevis, hvis man vil ind i Danmark, siger DFs udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen.

Det er blandt andet stramningerne i Green Card ordningen der gør, at DF samlet set vælger at være en del af aftalen, selvom der også er elementer såsom lempelse af forskerskatteordningen, som bestemt ikke er DFs kop te.

– Allerhelst havde jeg helt afskaffet Green Card ordningen, og vi er stadig meget meget langt fra at være i mål med de nødvendige stramninger på udlændingeområdet, men denne aftale er et lille skridt i den rigtige retning, konkluderer Martin Henriksen, der også hilser det velkomment, at højtuddannede udlændinges adgang til dagpenge begrænses med aftalen.

– Det er første gang siden regeringsskiftet i 2011, at regeringen har forhandlet og aftalt udlændingepolitik med DF, og det er første gang siden 2011, at en del af udlændingepolitikken bliver strammet, fremhæver Martin Henriksen, der på den baggrund har opfordret regeringen til at forhandle andre dele af udlændingepolitikken med Dansk Folkeparti.

Rul til toppen