Dansk Folkepartis vigtigste opgave: Danmark må aldrig blive islamiseret

I disse dage for 4 år siden – nærmere bestemt den 14. februar 2015 – gik en islamist til angreb på Krudttønden i København. På det sted blev der afholdt et debatarrangement om ytringsfrihed og censur – blandt andet med den svenske Mohammed-tegner, Lars Vilks.

Netop Lars Vilks var målet. Han havde fornærmet muslimer ved at tegne Mohammed. I terroristen, Omar El-Husseins logik, var det derfor nok til at dræbe ham.
Det lykkedes ikke – men i stedet gik det ud over den 55-årige Finn Nørgaard, der forsøgte at overmande terroristen.  Det var rent held, at ikke flere mistede livet på Krudttønden, hvor Omar El-Hussein afgav i alt 28 skud.

Han stak af. Flere timer senere – ved midnatstid – var turen kommet til synagogen i Krystalgade. Her blev den 37-årige Dan Uzan dræbt, mens han frivilligt holdt vagt ved en festlig sammenkomst.

Politiet fik senere på natten fat på Omar El-Hussein og han blev dræbt efter at have affyret flere skud mod politiet.

600-700 mennesker mødte op ved Omar El-Husseins begravelse. Hovedparten var unge mænd.

Det var i Islams navn, at Omar El-Hussein dræbte uskyldige mennesker. Det var i Islams navn, at uskyldige mennesker i Manchester, Madrid, London, Berlin, Bruxelles, Paris – ja, jeg kunne blive ved – blev dræbt. Det er efterhånden sket så tit, at det markeres mindre og mindre, når en islamist går amok. Trist men sandt.

I disse dage markerer vi også en anden større begivenhed. En begivenhed som i virkeligheden var øjenåbneren for mange i Vesten på, hvor fanatisk en religion islam kan synes at være.

Da forfatteren Salman Rushdie i 1988 udgav bogen, ”De sataniske vers”, lærte hele verden pludselig ordet ”fatwa” at kende. Det skete, da Irans Ayatollah Khomeini i februar 1989 udstedte netop en sådan imod Salman Rushdie, fordi bogen blev beskyldt for at indeholde blasfemisk indhold imod profeten Mohammed.

Det er altså 30 år siden. Og meget er sket siden.

Danmark kom eksempelvis i 2005 i centrum for islamisternes vrede, da de såkaldte Mohammed-tegninger blev trykt i Jyllands-Posten. 12 tegninger..

Og selv i dag – så mange år efter – må kunstnere leve under politibeskyttelse, fordi de tegnede et simpelt billede. Ligesom der ikke er tvivl om, at hændelsen har ført til selvcensur.

Islam er kendt som en lovreligion, som meget detaljeret beskriver, hvordan muslimer verden over skal leve deres liv. For mange muslimer står intet over islam. Og slet ikke et verdsligt demokrati som det danske.

Derfor ser vi piger blive sendt på genopdragelsesrejser til oprindelseslandet, fordi de bliver for danske. Derfor ser vi kvinder og piger blive undertrykt og indhyllet i tørklæder og store rober, fordi de ikke må friste andre mænd end de udvalgte. Derfor ser vi, at homoseksuelle har svært ved at gå i fred i visse bydele. Derfor ser vi, der prædikes jødehad i moskéer. Derfor stilles vi overfor krav om kønsopdelte svømmehaller og halalmad. Derfor undervises der i muslimske friskoler i jihad og i had til vesten og vestlige værdier.

Der er så meget, vi skal passe på!

Derfor har det været et afgørende mål for Dansk Folkeparti af begrænse indvandringen fra muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika. Det er lykkedes markant i de perioder, hvor vi har haft indflydelse. Se eksempelvis denne artikel der beskriver hvordan færre kommer ind – og flere er kommet ud i 2018.
https://ditoverblik.dk/rekordmange-udvandrede-fra-danmark-til-ikke-vestlige-lande-i-2018/

Omvendt har det været i de perioder, hvor vi har stået udenfor indflydelse. Eksempelvis under Thorning-regeringen fra 2011-2015, hvor antallet fra muslimske lande steg og steg.

Vores vigtigste opgave er at sikre, at Danmark – uanset hvem der sidder på statsministerposten – fører en stram udlændingepolitik.

Derfor ser vi fordele i at kunne samarbejde med både Venstre og Socialdemokratiet og forhåbentlig holde dem fast på den kurs, de lover danskerne.

De siger, at de er enige med os i, at vi skal sikre de danske værdier i fremtiden. Men den eneste måde vi kan sikre det, er ved at have styr på indvandringen. Ved fortsat at begrænse antallet, der kommer, fra især muslimske lande.

Vi har set i Sverige, hvad antallet af indvandrere kan gøre ved et land. Sverige bliver nok aldrig sig selv igen. Det ville være ubærligt, hvis det samme skete for Danmark.

Derfor vil vi håndfast og målrettet fortsætte med at kæmpe for vores allervigtigste mærkesag:
At begrænse indvandringen. Danmark må aldrig blive islamiseret.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Scroll to top