Den ubegavede og trættende myte om DF

”Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?” Det var vor gamle ven, tidligere venstreminister Birthe Rønn Hornbech, som i weekenden i en artikel i Jyllands-Posten (20/7 2018) stillede spørgsmålet.

Birthe må have været utålmodig, for hun kunne ikke vente på at vi svarede hende, hvorfor Birthe selv konkluderede, at det gjorde Dansk Folkeparti – altså skaber parallelsamfund.

Myten at Dansk Folkeparti er ansvarlig for de islamiske parallelsamfund, som er ved at splitte landet – enten som følge af den ”tone”, vi så smukt synger – eller som følge af den lovgivning, som vi de seneste år har haft held til at gennemtrumfe, er såvel tudsegammel som ubegavet og trættende.

Men lad os nu teoretisk forestille os, at myten er sand; ja så ville jo Sverige i disse år gennemleve rent paradisiske tilstande.

For derovre på den anden side af Sundet har Riksdagen med garanti ikke gennemført én eneste lov, som har haft til formål at begrænse fremmed-invasionen; ligesom tonen overfor de hundredtusindvis af indstrømmende konsekvent har været omfavnende og hjertevarm, ja nærmest grænsende til det menneskekærlige.

Og de få modige, som offentligt turde indrømme, at de var uenige i, at det var alletiders idé at udskifte Sveriges befolkning; ja, disse få, som i dag mere og mere fremstår som helte, blev på bedste stalinistiske facon undertrykt, smadret og jordet såvel af politikerne, som af ”eksperterne” og af den svenske eftersnakker-presse.

Men virkede det så? Var det den rigtige måde at gøre det på? Sluttede det hele lykkeligt? Hvad kom der egentlig ud af den kærlige, elskelige og omfavnende tone, som Systemet Sverige i årtier brutalt bulldozede igennem?

Ja, Paradis er i hvert fald ikke præcist den beskrivelse, der oftest trænger sig på, når vort elskede broderlands stilling analyseres. Derimod er det et land, som i dén grad er ved at blive sønderrevet. En svensk uge uden skyderier, drab, bilafbrændinger eller optøjer er ikke længere en mulighed.

Det hele foregår som udgangspunkt i og omkring de islamiske parallelsamfund – midt i det multikulturelle samfund, som Systemet Sverige ustandselig fremhævede som det allermest efterstræbelsesværdige.

Og ironisk nok blev Sverige herhjemme – også i årtier – på det politiske parnas hyldet som netop det forbillede, vi i Danmark burde følge. For hvor velsignet måtte det dog være, ikke ustandselig at høre på os i Dansk Folkeparti og vores ”tone”, og hvor kunne der dog uden os integreres!

I dag er de fleste politikere herhjemme, med undtagelse af et par dusin standhaftige beton-ideologer – ingen nævnt, ingen glemt – blevet bemærkelsesværdigt tavse. Såvel med hensyn til Dansk Folkeparti, hvis politik man nu glædeligvis rask væk kopierer, som med hensyn til Sverige, hvor al integration i dag er en død sild, ja, tilmed en forrådnet én af slagsen.

”De åbne hjerters politik”, blev det kaldt af svenske politiker-fantaster. Disse ville have haft stor glæde og gavn af i deres unge dage at have læst lidt Grundtvig, som allerede for 185 år siden knastørt konstaterede, at ”hvor ingen hegner, kun torne gro” – og at det netop var dér, midt i ”De åbne hjerters politik”, at ”de gode græd, og de onde lo”.

Næh, kære Birthe Rønn Hornbech, i stedet for ubegavet og trættende at sparke ud efter Dansk Folkeparti, burde du takke os for, at vi ved benhårdt, dygtigt og nidkært arbejde har gjort det muligt endnu at redde fædrelandet.

Med venlig hilsen

Søren Espersen

– Og se nu at komme i sommerhumør!

 

 

Scroll to top