Den yderste venstrefløj skal ikke diktere klimapolitikken – lad os nå klimamålene i fællesskab!

Især på klima- og energiområdet har vi i Danmark tradition for at lave gode, stabile og brede aftaler. I juni 2018 lavede vi blandt andet en meget ambitiøs energiaftale, hvor det blandt andet blev aftalt, at vi etablerer tre nye havvindmølleparker frem mod 2030.

Siden 1990’erne har Danmark været helt i front på klimadagsordenen. Især energiforbedringer og etablering af vindmøller har bidraget til, at vi har bragt vores udledning af CO2 ned.

Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte kursen. Danmark er et land, der kan og skal gå foran i den grønne omstilling – men vi skal gøre det på en fornuftig og gennemtænkt måde.

Derfor tilslutter Dansk Folkeparti sig den meget ambitiøse plan om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030.

Vi gør det samtidig med en appel. Hvis vi står sammen og laver brede aftaler baseret på sund fornuft, så kan vi nå langt, også selvom det bliver rigtig svært.

Og med mange partier om bordet, kan vi forhindre, at de ukloge beslutninger vinder indpas. Hive Socialdemokratiet i en retning, hvor det ikke bliver Enhedslisten og Alternativet, der dikterer dansk klimapolitik.

Enhedslisten har eksempelvis foreslået at halvere dansk svineproduktion for at nå klimamålene. Hvilket jo både vil være skadeligt for dansk økonomi og klimaet!

Hvis vi lukker dansk svineproduktion er sandsynligheden stor for, at svineproduktionen flytter til lande som Polen eller Ukraine. Lande hvor der i langt mindre grad tænkes på klimaet i produktionen. Når det danske landbrug er et af de bedste i verden i forhold til at sikre en bæredygtig produktion, er det da hul i hovedet at lukke dem ned! Lad os i stedet tale dansk landbrug og dansk erhvervsliv i det hele taget op og sætte skub på de idéer og ambitioner, de har! Hvis Dansk Folkeparti sidder med ved forhandlingsbordet, er der større chance for fornuftige løsninger – frem for en kollektiv straf af dansk erhvervsliv.

Ved vores årsmøde i weekenden havde vi fokus på netop klimadagsordenen. Vi lancerede blandt andet vores nye klimapolitik, som du kan finde her:

https://danskfolkeparti.dk/wp-content/uploads/2019/09/Et_groent_Danmark_tryk_1.pdf

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, besøgte også Dansk Folkepartis årsmøde som gæstetaler. Han talte om Landbrug & Fødevarers høje ambitioner om at skabe en klimaneutral fødevaresektor senest i 2050. Der arbejdes på nye løsninger med alt fra foder til biogasanlæg.

I erhvervslivet generelt er der en høj ambition om at være aktiv medspiller på klimadagsordenen. Hvis vi løfter i flok, tror jeg på, at vi når langt.

Derudover skal vi vedkende os, at netop klimadagsordenen er en global dagsorden, hvor vi også i udlandet kan bidrage til et forbedret CO2-regnskab. Viser det sig derfor at man kun kan nå de 70 procent i 2030 med tossede virkemidler som at lukke dele af Danmark ned, skal vi i stedet gøre det ved investeringer i udlandet – eksempelvis gennem skovrejsning.

For hvis vi bare ender med at straffe vores produktive erhvervsliv med ekstra skatter og afgifter, så ender vi i sidste ende med at straffe os selv og hinanden.

Jyllands-Posten har skrevet en artikel om ovenstående, som du kan læse her:

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11627879/dansk-folkeparti-bakker-op-om-klimamaal-paa-70-pct/

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

Scroll to top