Der kom et brev fra Amerika

Nogle dage før NATO-topmødet i Bruxelles skulle finde sted, dumpede der et brev fra Amerika ind til Statsministeren. Det var fra Præsidenten.

Nu er det jo altid hyggeligt at høre nyt fra vennerne derovre på den anden side af Atlanten, og Statsministeren kunne næsten ikke vente med at se, hvad der lå Præsidenten på hjerte.

Og alt imens han fik sendt en medarbejder af sted efter en sprættekniv, tænkte Statsministeren, at det nok var Præsidentens varme bekræftelse på den bundsolide, dygtige, selvopofrende, effektive og loyale indsats, Danmark havde ydet på slagmarkerne – dels i NATO-regi, dels i diverse ”coalition of the willing”.

Det kunne også være, at Præsidenten ville nævne, at Danmark fra 2002-2014 på dødsensfarlige missioner havde mistet 43 soldater i Afghanistan – og dermed er det land, som, i forhold til indbyggerantal, har mistet flest soldater.

Ydermere kunne Præsidenten måske finde på at nævne, at 360 danske sårede – samt et utal af traumatiserede danske mænd og kvinder stadig lider af fysiske eller psykiske smerter. Måske ville Præsidenten også nævne vore otte døde og 19 sårede i Irak. Og muligvis ville han ligefrem begejstret gentage, hvad hans to forgængere i embedet sagde om Danmark – ”punching above your weight class”.

Og alt imens brevet blev sprættet op, røg der endnu lige en glad flyvetanke forbi Statsministeren: Måske ville Præsidenten ligefrem fortælle, at han hver aften havde Danmark med i sin aftenbøn – med lykkelige taksigelser til Herren for dette lille, tapre nordiske folk.

Men efter fire genlæsninger af brevet fra Amerika, hvorunder Statsministeren de første gange mente, at have misforstået budskabet, blev han smerteligt klar over, at han fuldt ud havde forstået det: Præsidenten skældte Danmark huden fuld! Hvad Danmark havde præsteret – og præsterer, ville han da blæse på, ville han.

Nej, Præsidenten ville have to procent. Han ville have ”cash”, som han statsmandsagtigt udtrykte det. Og kontanterne skulle falde Nu! Lige Nu! idet han dog overlod det til fantasien at fortælle, hvad det var for militært isenkram samt troppestyrker Danmark lige nu og her hvert år fremover skulle gå ud og købe for yderligere 20 milliarder kroner – altså ud over de 23 milliarder, vi allerede bruger på forsvaret.

Helt ærligt melder mistanken sig hos mig: Kunne det være, at Præsidenten ikke ganske er på det rene med, hvordan øgede investeringer i forsvaret foregår, og hvad de famøse to procent egentlig drejer sig om. Det vender jeg tilbage til.

Lad mig først slå fast – nu vi er ved procenter – at Dansk Folkeparti er 100 procent varm tilhænger af stærkt øgede investeringer i forsvaret af Danmark. Vi ønsker, at vi forlig efter forlig skal yde mere, som vi allerede indledte i det nuværende forlig. Blandt meget andet godt ønsker vi genoprettelsen af en ubåds-eskadre, vi ønsker indkaldelse af mindst dobbelt så mange værnepligtige, flere specialtropper, øgede bevillinger til Hjemmeværnet, yderligere flådefartøjer, droner, kamphelikoptere, cyper-investeringer – samt en markant øget efterretningsindsats.

Men intet af alt dette er altså noget, man bare lige går ud og køber i en butik! Eksempelvis vil genoprettelsen af en ubåds-eskadre på 8-10 fartøjer tage fem til otte år. Vi skal have vurderet og fundet materiellet, og vi skal have uddannet folk til at bemande fartøjerne. Det tager tid, sådan noget.

Med det nyeste forsvarsforlig vil vi ved forligsperiodens udløb have øget de militære bevillinger med knapt 13 milliarder kroner – en rigtig god begyndelse efter en række år, hvor der som en selvfølgelighed bare er skåret ned og skåret ned.

Men nu til de to procent. Jo, det er korrekt, at Helle Thorning-Schmidt nogle år tilbage, som andre NATO-lande, skrev under på et løfte om, at Danmark fremover forsvarsmæssigt skulle yde mindst to procent af BNP. Og jo – man skal sørme da holde, hvad man lover; og som nævnt har vi netop taget det første skridt i den retning.

Noget andet er, at man aldrig – som i aldrig! – bør anvende procent-regning til noget sådant, før man dels præcist har fundet ud af, hvilke udgifter, der gemmer sig bag procenterne, dels fået vurderet, hvad man får for pengene.

Ikke for at være Grækenland-basher, men landet er altså et godt eksempel på, hvordan det kan gå gruelig galt, når man procent-regner: Det relativt lille land har en stående hær på 160.000 mand – fordelt på cirka 500 kaserner. Der lyder lokale ramaskrig dernede, hver gang hæren så meget som overvejer at nedlægge en kaserne eller flåden en base, så det sker bare ikke. Men det er altså hundedyrt at drive 500 kaserner og lønne 160.000 mand, som generelt sagt ikke er specielt veluddannede, og som ikke har hverken evne eller udstyr til at kunne bidrage til NATO-missioner, endsige forsvare sig selv.

Men bemærk: Grækenland lever fuldt ud op til kravet om 2 procent af BNP, ja, faktisk yder de over 3 procent, og er således et mønster-land. Og hvorfor nu det: Jo, fordi landets BNP jo bare er faldet og faldet, mens udgifterne er forblevet de samme, hvorfor det altså må konstateres, at det i NATO-procent-regning-tankegang er en fordel at have så lavt et BNP som muligt.

Danmarks forsvar, derimod, er topmoderne, og tilmed effektivt indrettet. Eksempel: På broen i en USA-fregat opholder sig 12-15 mand, hvorimod vi i en tilsvarende dansk fregat kan nøjes med fem.

Sundhedsudgifter til sårede klares i Danmark af regionerne og kommunerne, mens de i USA klares over militær-budgettet, ofte på deciderede militære hospitaler. Pensioner og sociale foranstaltninger indregnes i USA’s forsvarsbudgetter – og det er svimlende beløb, vi her taler om! – mens det i Danmark er kommunerne, som må punge ud.

I USA – samt på USA-kaserner andre steder i verden, bor soldaterne og deres familier utrolig billigt på kasernerne, som reelt er små byer med skoler og gymnasier. Forsvaret betaler, mens danske soldater selv må klare deres husleje. Har en amerikansk soldat store børn, betaler Forsvaret for disse børns uddannelse, mens andre amerikanere selv skal udrede de enormt store studieudgifter. Alt indregnes som en del af militærbudgettet.

Og sådan kunne jeg blive ved med at fremhæve markante eksempler på forskellen på, hvordan NATO-landene opgør deres militære udgifter. Så måske NATO-partnere, nu, hvor topmødet er overstået, lige kunne prøve at finde ud af at gøre det op på en ordentlig måde, således at procent-regning rent faktisk kan bruges til noget.

I øvrigt: Hvis man gør Danmarks militære udgifter op pr. indbygger, befinder Danmark sig på en flot femteplads…! Det er godt nok ikke hverken guld, sølv eller bronze, meeen det dufter da lidt af metal – og er da ikke så ringe endda.

Så når Præsidenten i The Oval Room i løbet af det kommende års tid har fået tænkt sagerne godt igennem, og atter får skrivekløe efter at sende et brev til Danmarks regeringschef, ja, så kunne det jo være, at det blev af en ganske anden karakter. Måske bare en hyggelig 4. juli-hilsen til Rebildfesten 2019.

 

Scroll to top