Det grænseløse Europa har altid været et misfoster

EU’s drøm om et ”Europa uden grænser” har fra starten været et misfoster helt uden hold i virkeligheden.

Da de indre grænser blev nedlagt, strømmede flygtninge, migranter og kriminelle ind over de åbne grænser sammen med vandrende arbejdstagere og varer. For man havde ikke sikret EU’s ydre grænser, den såkaldte Schengen-grænse, selv om man havde præsenteret det som en forudsætning for hele systemet. Det var en fejl af katastrofale dimensioner, hvilket ikke mindst migrantkrisen fra 2015 og frem udstillede med gruopvækkende tydelighed.

Flere og flere i EU-landenes befolkninger siger stop. Og ved valg på valg kommer der mere indvandringskritiske folk i regeringskontorerne. Flere lande har etableret grænsekontrol, og mange lande arbejder med forskellige planer for at sikre, at afviste asylansøgere kan blive hjemsendt. Især i Østeuropa er der blandt de nyeste medlemslande en meget klar erkendelse af, at man under ingen omstændigheder vil gentage de fejl, som ”det gamle” EU har begået. Det forstår jeg sandelig godt.

Spørgsmålet er så, om befolkningernes protest betyder, at der selv i EU-systemet breder sig en erkendelse af, at udviklingen er helt skæv. På EU-topmødet i Bruxelles i denne uge var migration højt på dagsordenen. Måske mest af alt fordi en række af landenes ledere er under pres hjemmefra for endelig at præsentere løsninger på problemerne.

På mødet blev landene da også enige om en aftaletekst, der bl.a. fremhæver behovet for langt mere effektiv kontrol af EU’s ydre grænser, mere effektiv hjemsendelse af afviste asylansøgere og en langt skarpere indsats for at smadre menneskesmuglernes forretningsmodel.

Det lyder jo fint nok. Bedre sent end aldrig fristes man til at sige. Men der har været meget snak fra EU-systemet gennem årene. Der skal handling til, hvis tingene for alvor skal forandres. Og intet i EU’s planer vil få mig til at droppe kampen for at sikre Danmark bedst muligt gennem stram national lovgivning, dansk grænsekontrol og en langt mere effektiv hjemsendelsespolitik.

EU’s problemer er selvskabte. EU har ikke ansvaret for befolkningseksplosionen i Afrika eller de forfærdelige krige i Mellemøsten, men man har ansvaret for at have ladet EU ligge åbent og forsvarsløst alt for længe. Det vil for altid være en skamplet på EU’s omdømme og historie. Og vi hjælper altså ikke lande i Afrika og Mellemøsten ved at lade indvandring nedbryde vort land. For så får vi kun sværere ved at hjælpe i fremtiden. Så vi må skærme os selv. Blandt ved at afvise de virkelighedsfjerne drømme om det grænseløse Europa.

 

Scroll to top