Det halter med sikkerheden i Danmark

Pia Kjærsgaards ugebrev

Det er fornuftigt at de danske efterretningstjenester i deres strategi i de seneste år og ikke mindst som følge af angrebet på World Trade Center er blevet langt mere internationalt orienteret.

I mange herrens år har Danmark nydt godt af et tillidsfuldt samarbejde med efterretningstjenester i andre lande specielt naturligvis indenfor NATO-alliancen, men de seneste års udvikling og begivenheder har gjort det mere og mere nødvendigt, at danske efterretningsfolk er på færde i andre lande. De mange fremmede her til lands gør det lettere end nogensinde for internationale terrororganisationer at operere her – og ikke mindst at rekruttere.

Efterretningsfolk er således for længst vågnet af tornerosesøvnen, og der er i de kredse en klar forståelse for, at Danmark ikke længere er en bindingsværks-idyl, som ligger trygt og godt i læ for verdens storme. Og det er bestemt en trøst, at efterretningstjenesterne ved det og arbejder målrettet for at afdække den ondskab, der foregår og planlægges.

Problemet er, at den enorme viden, de danske efterretningstjenester har, ikke følges op af de nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag.

Lidt flot sagt: Det halter med sikkerheden i Danmark!

Et meget alvorligt problem i en situation, hvor krigen mod Saddam Hussein kan starte hvad dag det skal være og hvor Danmark, takket være sit modige og utvetydige engagement i den frie alliance, naturligt nok udfordrer ikke alene de muslimske diktaturer, men så sandelig også de femte-kolonne-celler, der befinder sig her til lands og som, når danske styrker indsættes ved Golfen, forventes at blive aktiveret.

Efter angrebet på Word Trade Center skete der en masse på sikkerhedsområdet herhjemme. Først og fremmest fik flysikkerheden en ordentlig skrue, men også en lang række af samfundets vitale institutioner fik sikkerheden strammet op. Før den skæbnessvangre dato var eksempelvis Christiansborg stort set lige så tilgængelig som Københavns Hovedbanegård, men i dagene efter den 11. september 2001 forandredes blandt andet dette, ligesom overvågningen og beredskabet ved landets grænser blev dramatisk øget.

Men som det ofte er tilfældet med den slags: Når der heldigvis ikke sker noget, er der en tendens til, at der bliver slækket på den indre og ydre sikkerhed. Og det er præcis det, der er sket.

Mens amerikanerne tager dette alvorligt og i høj grad har lært sig selv at leve med skærpet beredskab, er det i Danmark i dag, hér kun 18 måneder efter Word Trade Center, næsten business-as-usual:

At rejse med indenrigsfly er kontrolmæssigt tilbage på før-11. september-niveau. Det samme gælder forholdene for den private flytrafik. S-tog-stationer og Metro overvåges ikke længere i speciel grad. Ved samfundsvitale institutioner som Rigshospitalet og andre større sygehuse er sikkerheden ikke skærpet. Grænsen ligger igen piv-åben, og på Christiansborg skal man ganske vist vise identitetskort for at komme ind, men det hviskes mand og mand imellem, at man udmærket kan nøjes med at vifte med sit lånerkort fra biblioteket eller sit dankort…

Vi har kort sagt alt alt for hurtigt forsikret os selv og andre om, at nu er faren vist nok næsten drevet over. Et sympatisk karaktertræk hos os, men også et meget farligt og meget naivt karaktertræk.

Men vi er altså pisket til at tage det dybt alvorligt, når en af Al Qaidas håndlangere, Said Mansour fra Brønshøj (Brønshøj! – Ja, han bor faktisk i Brønshøj…) klingende klart i Jyllands-Posten advarer om at Danmark med den militære støtte til USA ligger lige for at blive et mål for kommende terroraktioner, idet han helt smagløst tilføjer:

Begivenhederne 11. september var en godartet form for terrorisme – i modsætning til den ondartede form for terrorisme, som USA længe har ført mod den muslimske verden – og direkte henvendt til Danmark: Man kan ikke udelukke aktioner i Danmark nu, hvor Danmark har bragt sig selv på banen i kampen mod muslimer. I islam er der lange traditioner for at man tager hævn, hvis uskyldige og civile bliver slået ihjel, sådan som det er sket i Afghanistan og vil ske i Irak..

Jeg vælger at antage, at justitsminister Lene Espersen med stor interesse har kastet sig over denne sigende søndagsartikel, ligesom jeg ved, at hun af sine embedsmænd i Justitsministeriet jævnligt beriges med informationer om det internationale terrornetværks danske kontakter og medlemmer.

Med krigen lige om hjørnet bør der derfor for Lene Espersen være én altoverskyggende agenda for de nærmeste dage: At foretage sig alt det, der med de midler hun har til rådighed, kan foretages for at danskere kan færdes i tryghed og at ingen herhjemme lider overlast, mens vore soldater med livet som indsats ude i det fremmede er engageret i kampen for blandt andet dansk demokrati og frihed.

Men det halter med sikkerheden, og det er justitsministeren, der har ansvaret herfor.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top