Det israelske folks kamp mod terrorismen

Kristian Thulesen Dahls ugebrev – mandag den 2. april 2002

Det israelske folks kamp mod terrorismen

Det lader sig ikke gøre for os danskere, som bor i et normalt og rimeligt trygt samfund at forestille sig, hvad det vil sige at leve i en dagligdag, som er gennemsyret af terror.

At man skal være angst, når man tager bussen, at man afstår fra at gå i teateret, i biografen eller på café sammen med sine venner og bekendte, at man ikke tør tage sine børn med på legepladsen, at man i alle situationer skal have et øje på hver finger og tvinges til at nære mistillid til alle og enhver. Kort sagt: At leve i en konstant krigstilstand.

Sådan lever det israelske folk. Og sådan har de hvert eneste minut i døgnet levet i knapt to år – siden den arabiske intifada startede.

Alene i marts, den måned, vi netop har sagt farvel til, har der været blodige terrorangreb i gennemsnit hver tredje dag. Rettede de arabiske angreb sig så bare mod militære mål, var der måske en smule legitimitet til stede i deres modstand mod den israelske besættelse af de arabiske områder. Men araberne retter konsekvent deres våben mod civile israelere mod kvinder og børn.

Man må spørge: Hvordan mon Danmarks regering ville reagere, hvis danske civile på denne måde konstant blev angrebet med bomber, med maskinpistoler og med knive? I den situation har man lov at håbe, at denne danske regering ville sætte hårdt mod hårdt. Det ville jo være borgernes liv og førlighed, der er på spil. Det ville være trygheden og sikkerheden, der var på spil ja, det ville være selve landets eksistens, der var på spil. I en sådan situation ville man ikke spille hasard. I en sådan situation ville man med alle til rådighedstående midler bringe terroren til ophør.

Derfor kan det undre, hvordan den danske opinion i forhold til Israel har ændret sig i løbet af de seneste måneder. Der har fra dansk side stort set siden kun eksisteret én endeløs række af angreb på Israel og det israelske folk, som stadig, et halvt århundrede efter statens oprettelse, kæmper en ihærdig kamp bare for at få lov at eksistere. Og det på trods af, at det er et beundringsværdigt land, vi taler om. Et land, som, beliggende midt i et hav af muslimske feudalstater, imponerende holder fast i de demokratiske traditioner.

Tænk engang, at den politiske top i et folk, som bogstavelig talt har været i krig eller krigslignende tilstand gennem et halvt århundrede, endnu har såvel viljen som styrken og modet til at fortsætte folkestyret. Og Israel er tilmed i den helt utålelige situation, at landet til stadighed må legitimere sin blotte tilstedeværelse – selv i forhold til den endeløse række af stater, som truer Israels frihed, fred og sikkerhed.

Man må konstatere, at der for Israel gælder helt særlige regler, som ikke finder anvendelse i forhold til andre frie, selvstændige lande: Israel må hele tiden undskylde sin egen eksistens. Og som om det ikke var nok: Israel må oven i købet undskylde, at man tillader sig at forsvare sine egne grænser og sit eget folk mod angreb udefra.

Man kan ikke på nogen måde sige, at Israel ikke har gjort alt, hvad der var muligt for at finde en fornuftig løsning på det palæstinensisk-arabiske problem. I sommeren 2000 i forbindelse med Camp David-mødet i USA tilbød Israel – som sit udgangspunkt for forhandlingerne om oprettelse af en palæstinensisk stat – araberne en tilbagelevering af hele 97 procent af de besatte områder. Den daværende premierminister, Ehud Barak, var tilmed parat til at strække sig endnu videre. Bare for at komme igang med forhandlingerne. Men palæstinenserne reagerede på tilbuddet ved at forlade Camp David og afbryde alle yderligere samtaler.

Det palæstinensiske svar på tilbuddet blev modtaget med dyb undren, ja, med forfærdelse blandt israelerne. For hvis dette tilbud ikke ville være tilstrækkeligt til at begynde en fredelig forhandling. Hvad ville så i virkeligheden kunne tilfredsstille palæstinenserne?

Måske husker man Israels fredsslutning med Egypten i begyndelsen af 80´erne? Den fredsslutning blev betalt med en tårnhøj pris men alt, hvad Israel lovede i den forbindelse blev holdt til punkt og prikke. Hvad angår Yasser Arafats PLO har israelerne strakt hånden frem til forsoning med denne organisation, som i årevis har bragt bomber til sprængning dybt inde bag Israels grænser, bomber mod børnehaver og vuggestuer, mod skoler, mod lufthavne og selv mod olympiske sportsfolk. En bevægelse, som har kapret fly, aflivet sagesløse gidsler, som end ikke var israelske statsborgere, men hvis eneste “forbrydelse” var, at de tilhørte den mosaiske tro.

Og PLO vendte efter freds-sommeren 2000 tilbage til denne taktik. 97 procent af de besatte områder var ikke nok for PLO. 100 procent ville ikke være nok. For der står mere på spil for PLO. Vestbredden, Gaza, Jerusalem og Golan – de besatte områder – er ikke tilstrækkeligt. Det endelige mål indbefatter også Tel-Aviv, Natanya, Eilat og Negev. Med andre ord hele det oprindelige palæstinensiske mandatområde, som briterne besad. Det er således min opfattelse, at kun én ting ville være nok for PLO: Den endelige afvikling af den jødiske stat.

Er der derfor egentlig noget at sige til, at israelerne forsvarer sig?

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Scroll to top