fbpx

Det sagde de ved Dansk Folkepartis stormøde på Hotel Tønderhus

Pressemeddelelse

Det sagde de ved Dansk Folkepartis stormøde på Hotel Tønderhus

Udpluk af talerne ved Dansk Folkepartis stormøde i anledning af ti-årsdagen for Danmarks tiltrædelse af Schengen-aftalen og afskaffelsen af grænsekontrollen.

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis formand

”Vi advarede mod fjernelsen af grænsekontrollen. Vi sagde, at vi ville få flere østbander og flere narko- og våbensmuglere. Det har vi fået.”

”Jeg har noteret mig, at landets justitsminister og den konservative partiformand Lars Barfoed i disse dage indrykker store annoncer i landets dagblade, hvor han bliver vred over hjemmerøverier. Det er jo meget fint – og meget omkostningsfrit – at blive vred. Men så gør dog noget ved det! Genindfør grænsekontrollen”.

Kristian Th. Dahl, Dansk Folkepartis gruppeformand

”Danmark er uden for euroen og derfor skal politikerne ikke af bagvejen indføre europagten. Den skal i givet fald indføres ved en folkeafstemning – og her vil DF naturligvis hverken have euro eller europagt. Budskabet herfra skal være, at vi skal have genindført grænsekontrollen for at dæmme op for kriminalitet med det samme.”

Peter Skaarup, Dansk Folkepartis næstformand

”Det er samtidig tæt på at være nyttesløst at udvise kriminelle udlændinge, der har ophold indenfor Schengen-landene, da de reelt bare kan komme tilbage hertil, fordi vi netop har opgivet grænsekontrollen. Derved bliver det en negativ spiral, som vi bevæger os ind i, hvor politiet får stadig mere travlt med at jage udenlandske kriminelle, der omvendt har fået øjnene op for, at danskerne er relativt velstående og tillidsfulde, hvorfor vi ikke forskanser os bag lås og slå og kun uddeler korte straffe for kriminalitet. Med andre ord er Danmark et paradis for udenlandske kriminelle.”

Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet

”Sådan som EU-unionen udvikler sig arbejder man mere og mere for nedlæggelsen af Danmark, Tyskland, Grækenland ja alle EU’s lande. Dansk Folkeparti får ret som tiden går. Det gælder både euroen og grænsekontrollen.”

Søren Espersen, Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Præsidium

gennemgik i sit indlæg Grænselandets historie op til fjernelsen af grænsekontrollen ved Danmarks grænse i 2001.

Rul til toppen