fbpx

Det var et klart løfte til danskerne; Syrerne skulle kun være her midlertidigt!

Kan I huske det?

For seks år siden. 2015. Da de syriske flygtninge og migranter kom til Danmark. Hvordan vi fik tudet ørerne fulde om, hvor stort et plus disse mennesker var for det danske samfund.

De var veluddannede og et kæmpe aktiv for Danmark, måtte vi forstå! Nærmest kirurger og ingeniører alle sammen…

I Dansk Folkeparti advarede vi om, at det kunne gå grueligt galt. Vi brugte situationen til at få indført grænsekontrol og stramme så meget op på udlændingeområdet, at langt de fleste migranter, der efterfølgende kom nordpå, valgte vores nabolande Tyskland og Sverige i stedet for Danmark.

Men der var en del syrere, der allerede var endt i Danmark. Og tallene taler deres tydelige sprog.

Pr. 1. januar 2020 opholdte der i alt 32.062 syriske flygtninge og familiesammenførte til flygtninge med syrisk herkomst sig i Danmark.

Og de offentlige udgifter til disse syrere beløber sig til astronomiske beløb. Alene de direkte udgifter til forsørgelse er 638 mio. kroner årligt. Derudover var udgifterne til danskundervisning på hele 226 millioner. Kort sagt et svimlende beløb årligt fra den danske stat går hvert år til syriske migranter. Læs eventuelt mere her: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/l206/spm/172/svar/1691837/2249218/index.htm

De syriske flygtninge, som ikke rejser hjem, består ikke kun af flittige gymnasieelever, som nogle medier og politikere ellers gerne vil gøre det til.

De består også af voldtægtsforbrydere – ja, faktisk blev det for nylig afsløret, at syrere indtager en klar førsteplads på listen over udenlandske nationaliteter dømt for voldtægt sidste år i Danmark.

De består også af mennesker, der – uanset de uanede muligheder den danske stat har stillet til rådighed for dem – nægter at bidrage til det danske samfund.

I august sidste år lavede det nationale videnscenter for integration en rapport for Kristeligt Dagblad. Her kunne det afsløres, at kun 54 procent af mændene og 17 procent af kvinderne var i beskæftigelse. Det har altså været nærmest umuligt at få hevet “de veluddannede” kvinder ud på arbejdsmarkedet.

Dertil kommer selvfølgelig den udfordring, som Danmark i årevis har kæmpet med:

Islamiseringen af Danmark.

For os har det været vigtigt for os at vende blikket væk fra integration og mod hjemsendelser i stedet. For skal vi bevare alt det, vi er rundet af som nation, kan vi ikke bære flere mennesker fra muslimske lande.

Vores kultur. Vores ytringsfrihed. Ligestillingen mellem mænd og kvinder. At islam ikke skal snige sig endnu mere ind i det offentlige rum.

Derfor fik vi også i finansloven for 2019 indarbejdet en lang række greb, der samlet set skulle sikre, at flere flygtninge og migranter rejste hjem igen, så snart muligheden byder sig.

De greb har den socialdemokratiske regering – sammen med sit heppekor af støttepartier – langsomt mindsket betydningen af.

Ydelserne er sat op, reglerne er lempet for flygtninge, så det er nemmere at blive i landet, selvom man skulle rejse hjem og når det kommer til de syriske migranter, så vil regeringen ikke tvinge dem ud.

Ja – udlændingeminister Mattias Tesfaye er så godtroende, at han tror, de bare har tænkt sig at rejse hjem af sig selv.

”Af dem, der får opholdstilladelsen inddraget, er det min forventning, at flertallet uden den store dramatik vil rejse hjem. Det har over 100 gjort sidste år fra Danmark” sagde han blandt andet til Jyllands-Posten sidste sommer.

Sagen er, at flere og flere KAN rejse hjem nu.
Flygtningenævnet har afgjort, at det nu er sikkert at rejse tilbage til områder af Syrien.

Men regeringen tror åbenbart, at den slags sker af sig selv.

Og imens de tror det, bliver syrerne i Danmark. Og jo længere de bliver, jo sværere er det at få dem hjem igen.

I perioden 2015-2019 havde vi et glimrende samarbejde med Inger Støjberg. Det var mens, hun var udlændingeminister i den daværende regering. Sammen fik vi lavet hundredvis af stramninger, hvilket blandt andet sikrede, at asyltallet til Danmark faldt dramatisk.

Inger Støjberg lægger – ligesom os – pres på, at de syriske migranter nu må vende hjem. I et facebookopslag fra forleden, skrev hun blandt andet således:

”Nu er tiden derfor kommet til, at I begynder turen hjem. Hjem for at bygge Syrien op igen. Det var aftalen – og den har I en moralsk forpligtelse til at opfylde. Uden indvendinger og uden spørgsmål, men i taknemmelighed overfor det danske folk.”

Jeg deler Inger Støjbergs holdning.

Og jeg deler hendes frustration over, at vi ikke pt har mandaterne til at sikre, at løfterne bliver holdt. Magten skiftede og i stedet for udlændingesamarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Inger Støjberg har vi nu en socialdemokratisk regering.

Men en socialdemokratisk regering, der vel og mærke har slået sig op på at føre den samme stramme udlændingepolitik.

Så derfor har Socialdemokratiet nu ansvaret for at sikre, at løfterne fra dengang bliver opfyldt overfor den danske befolkning. Men det kræver altså, at de stopper med blot at sige det rigtige – men også handler. For dét er forudsætningen for, at de syriske migranter rent faktisk ender tilbage i Syrien!

For det var et klart løfte til danskerne: Syrerne skulle kun være her midlertidigt!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl
Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 

Rul til toppen