fbpx

DF: ”Hellige” krigere skal retsforfølges og straffes

Pressemeddelelse

DF: ”Hellige” krigere skal retsforfølges og straffes

Dansk Folkeparti fremlægger nu et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at ændre lovgivningen, så der ikke er skyggen af tvivl om, at såkaldte ”hellige” krigere vil blive retsforfulgt og straffes, hvis de vender tilbage til Danmark.

– Der er ingen tvivl om, at regeringen sidder på hænderne her. Regeringens indsats over for disse potentielt tikkende bomber er helt utilstrækkelig, og det er det, som vi med det her beslutningsforslag vil gøre op med, siger Peter Skaarup, der tilføjer, at han helst ser, at de hellige krigere aldrig vender tilbage til Danmark.

Peter Skaarup peger på, at lovgivningen på området er uklar, og at dette blandt andet giver problemer i forhold til at løfte bevisbyrden i disse sager.

– Vi må ikke glemme, at disse personer i realiteten kan deltage i krigshandlinger rettet mod danske styrker, ligesom det er yderst foruroligende at tænke på, hvad de pågældende kan finde på, når de kampvante og radikaliserede vender hjem til Danmark. Jeg frygter for, at hvis det bliver betragtet som ”gratis” at være ”hellig” kriger i den forstand, at risikoen for efterfølgende at blive retsforfulgt er så godt som ikke eksisterende, så tager endnu flere af sted med uoverskuelige konsekvenser til følge, siger Peter Skaarup.

PET vurderer, at minimum 110 personer siden sommeren 2012 er rejst fra Danmark til Syrien for at kæmpe.

Rul til toppen