fbpx

DF: 3F må stoppe mafia-metoder mod Vejlegården

Pressemeddelelse

DF: 3F må stoppe mafia-metoder mod Vejlegården

– Det er helt uhørt, og jeg mener ubetinget, at 3F er gået alt, alt for vidt i denne sag.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, er forarget over fagforeningen 3F’s ageren i forhold til Restaurant Vejlegården. Spisestedet har opsagt overenskomsten med 3F og i stedet indgået en overenskomst med fagforeningen Krifa. Det har fået 3F til at gennemføre blokader, så Vejlegården ikke kan få leveret varer eller søge nyt personale. Seneste påfund fra 3F er så, at fagforeningen har truet avisen Vejle Amts Folkeblad: Hvis avisen tager imod annoncer fra Vejlegården, så vil 3F-medlemmer på avistrykkeriet nedlægge arbejdet og dermed sikre, at avisen ikke kan udkomme.

– Det er jo de rene mafia-metoder af den slags, hvor man oven i købet inddrager en avis, som ikke har det fjerneste med konflikten at gøre. Jeg synes, at det er usmageligt, og 3F bør stoppe straks, også for deres egen skyld, for det her skaber virkelig en dårlig stemning omkring fagforeningen. Denne sag viser med al tydelighed, at 3F lever i fortiden. Der er ikke noget at sige til, at fagforeningen mister medlemmer i stor stil, siger Bent Bøgsted.

Bent Bøgsted tilføjer, at han er klar over, at 3F’s fremgangsmåde er lovlig, og det er netop derfor, at Dansk Folkeparti vil have lavet loven om.

– Dansk Folkeparti mener, at 3F har alt for vide beføjelser til at genere virksomheder, der formaster sig til at tegne overenskomst med en anden fagforening. Derfor har vi sammen med Venstre fremsat et beslutningsforslag, der betyder, at 3F for eksempel ikke kan lave blokader mod virksomheder på den måde, som vi har set det med Vejlegården. Det skal ikke være lovligt for en fagforening at lave blokader mod en virksomhed, der har tegnet overenskomst med en anden landsdækkende fagforening, siger Bent Bøgsted.

Rul til toppen