fbpx

DF: Absurd at de franske myndigheder får Lars von Trier afhørt i Danmark

Christiansborg, torsdag den 6. oktober 2011/KBE

PressemeddelelseDF: Absurd at de franske myndigheder får Lars von Trier afhørt i Danmark

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at Lars von Triers udtalelser om Hitler og nazismen ved Cannes-festivalen var helt og aldeles upassende og gennemført tåbelige. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Dansk Folkeparti er ubetinget forsvarer af ytringsfriheden. Det virker således absurd, at dansk politi afhører Lars von Trier på opfordring fra de franske myndigheder. Dansk Folkeparti ønsker dansk lovgivning ændret, så paragraf 266b bliver afskaffet. Samtidig vil DF kæmpe for at bevare det danske retsforbehold i EU, der sikrer os imod, at forskellige blasfemilove og andre ytringsfrihedsindskrænkende love fra EU yderligere invaderer dansk lovgivning.

– I Dansk Folkeparti tillægger vi ytringsfriheden ekstrem høj værdi, fordi den udgør selve grundlaget for en fri og åben debat i ethvert demokrati. Vi så under Muhammed-krisen, hvordan stærke totalitære kræfter forsøger at udnytte diverse love og andre forbehold for ytringsfriheden til at knuse en nødvendig debat. Det er derfor uacceptabelt, at Lars von Trier risikerer retsforfølgelse i Frankrig for sine i øvrigt gennemført tåbelige og ufølsomme ytringer om Hitler og nazismen, siger Peter Skaarup.

– I forlængelse af sagen om Lars von Triers eventuelle brud på de franske love, der indskrænker ytringsfriheden, vil jeg rette henvendelse til den danske justitsminister Morten Bødskov (S) for at bede ham redegøre for, om danske statsborgere rent faktisk kan udleveres til retsforfølgelse i udlandet alene for at have ytret sig upassende og ufølsomt, og i samme omgang vil jeg bede justitsministeren støtte forslag til genetablering af fuld ytringsfrihed i Danmark ved at tage initiativ til at ophæve paragraf 266b i straffeloven, siger Peter Skaarup.

Rul til toppen