fbpx

DF afviser blankt at deltage i EU-sanktioner mod Færøerne

Pressemeddelelse

DF afviser blankt at deltage i EU-sanktioner mod Færøerne

Ministerrådet lægger op til, at EU skal indføre handelssanktioner mod Færøerne, fordi færingerne nægter at indgå en aftale om makrelfiskeri i Nordatlanten. Fødevareminister Henrik Høegh vil først endelig tage stilling, når han ser det konkrete forslag, men afviser ikke sanktioner mod Færøerne.

– Det kan han godt glemme. En del af Rigsfællesskabet kan jo ikke boykotte en anden del af Rigsfællesskabet. Det ville være som hvis Sjælland aftalte ikke at købe varer fra Jylland, så Danmark kan under ingen omstændigheder deltage i en boykot af varer fra Færøerne. Det er helt udelukket – og det må ministeren bare meddele i Ministerrådet, siger Henrik Brodersen.

– Det burde være indlysende, at kommer det til en konflikt mellem Færøerne som en del af Rigsfællesskabet og EU, så tager vi selvfølgelig Rigsfællesskabets parti. Det må man forstå i EU. Vi kan selvfølgelig ikke boykotte en del af Danmark, understreger Henrik Brodersen.

Konflikten mellem EU og Færøerne er opstået, fordi færingerne sammen med Island mener, at der kan fiskes omkring en million tons makrel i Nordatlanten. EU mener, at 646.000 ton er grænsen for bæredygtigt fiskeri. Det har fået Irland til at opfordre til sanktioner mod Færøerne, som der var bred opbakning til på ministerrådsmødet for nyligt i Luxembourg.

– Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det i og for sig ligegyldigt om færingerne eller EU har ret. Det afgørende er Rigsfællesskabet, og Danmark boykotter ikke andre dele af Rigsfællesskabet. Punktum, siger Henrik Brodersen.

Rul til toppen