fbpx

DF afviser Socialdemokratisk ønske om øget brugerbetaling

Christiansborg, søndag den 14. marts 2010/KE

Pressemeddelelse


DF afviser Socialdemokratisk ønske om øget brugerbetaling

Formanden for Folketingets socialudvalg, Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, afviser et socialdemokratisk ønske om øget brugerbetaling på velfærdsydelser, som foreslået af Kommunernes Landsforenings kommende formand, Horsens borgmester, Jan Trøjborg (S). Martin Henriksen (DF) mener, at Socialdemokraterne på Christiansborg bør forklare vælgerne, om partiet ønsker øget brugerbetaling i ældreplejen eller ej. Han retter derudover nu henvendelse til socialminister Benedikte Kiær (K) med henblik på at få hende til at afvise planerne om øget brugerbetaling på velfærd.

– Lad mig minde om, at der med finanslovsaftalen er tilført kommunerne 300 mio. kr. ekstra til ældreplejen, og at vi faktisk er i gang med at fjerne en række administrative regler for kommunerne, som ligeledes frigiver et større millionbeløb en række år frem. Enhver kan jo sige sig selv, at det er helt hul i hovedet, at Socialdemokraterne råber op om øget brugerbetaling, når borgerne allerede har betalt for ydelsen én gang over skatten, siger Martin Henriksen, der beder Socialdemokraterne på Christiansborg melde klart ud, hvor de står i spørgsmålet om øget brugerbetaling på velfærdsydelser.

– Hvis kravet spreder sig i Folketinget, så ser Dansk Folkeparti det som sin rolle at modarbejde øget brugerbetaling på velfærdsydelser. I et land med så høj en skat, skal kommunerne simpelthen kunne finde midlerne uden brugerbetaling. Kommunerne må blive bedre til at prioritere velfærdsstatens kerneydelser, siger Martin Henriksen.

Rul til toppen