fbpx

DF afviser V-udspil om reduceret kontanthjælp for de 25 til 30-årige

Christiansborg, torsdag den 16. februar 2012/LO

Pressemeddelelse

DF afviser V-udspil om reduceret kontanthjælp for de 25 til 30-årige

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordører, Bent Bøgsted, tager ikke vel imod Venstres forslag om, at de 25 til 30-årige, der ikke er familieforsørgere, på kontanthjælp fremover skal have reduceret kontanthjælp.

– Unge på kontanthjælp under 25 får jo den lavere sats, fordi de skal motiveres til at tage en uddannelse på SU. Dem mellem 25 og 30 år har typisk taget en uddannelse, og de er for mig at se en helt anden gruppe, siger Bent Bøgsted.

Bent Bøgsted peger på, at man i stedet skal se på en intensiv indsats for at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Desuden undrer han sig over Venstres udmelding.

– Det er jo regeringen, der har flertallet i ryggen. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Venstre ikke afventer på regeringens reformudspil og så tager stilling til det. I Dansk Folkeparti vil vi forhandle ud fra det udspil, der nu kommer. Jeg mener i øvrigt, at kontanthjælpssatserne med kontanthjælpsloft og starthjælpen, var meget fornuftige, men nu må vi se, hvad regeringen kommer med, siger Bent Bøgsted.

Rul til toppen