fbpx

DF: Alle ungdomsuddannelser skal være klar til at håndtere et skoleskyderi

Christiansborg, mandag den 18. april 2011 Pressemeddelelse DF: Alle ungdomsuddannelser skal være klar til at håndtere et skoleskyderi

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, er rystet over, at halvdelen af landets gymnasier ifølge 21 SØNDAG, ikke har et beredskab for, hvad man skal gøre, hvis der skulle ske et såkaldt skoleskyderi på gymnasiet.

– Det er vigtigt, at gymnasier og andre ungdomsuddannelser har en plan for præcist hvordan, man håndterer en situation, hvor en person trænger ind på skolen med et skydevåben og måske begynder med at skyde løs på elever og lærere. Et sådant beredskab kan minimere de skader, som en sådan person vil kunne forvolde, siger Marlene Harpsøe.

Marlene Harpsøe vil derfor rette henvendelse til undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) for at få svar på, hvor mange ungdomsuddannelser, der har et skoleskyderi-beredskab, og hvad ministeren vil gøre for at sikre, at alle ungdomsuddannelser får etableret et beredskab.

– Heldigvis har vi kun oplevet et enkelt skoleskyderi i Danmark, men det er vigtigt, at ungdomsuddannelserne er rustet at håndtere en så ekstrem situation, som et skoleskyderi er, siger Marlene Harpsøe.

Rul til toppen