fbpx

DF: Anbefalinger skal ikke munde ud i sparekniv på hjemmehjælpen

Christiansborg, den 1. juli 2013/LO

Pressemeddelelse

DF: Anbefalinger skal ikke munde ud i sparekniv på hjemmehjælpen

Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, tager med stor interesse imod anbefalingerne fra den Hjemmehjælpskommission, som sidste år blev nedsat efter ønske fra Dansk Folkeparti. Hun advarer dog samtidigt imod, at kommissionens anbefalinger kan blive brugt som et alibi for besparelser på nødvendig service til Danmarks ældre.

– Jeg må indrømme, at når jeg læser, at kommissionen anbefaler, at man skal fremme den enkeltes mulighed for at hjælpe sig selv, så kan jeg godt blive lidt bekymret, da det lynhurtigt kan udvikle sig til, at man i tvivlsspørgsmål og af sparehensyn lige vil se, om den ældre kan klare en masse opgaver selv. Det kan også gå i retning af, at der trækkes såkaldt velfærdsteknologi ned over hovedet på borgere, som disse måske skal betale af egen lomme, selv om teknologien endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet. Der er bestemt muligheder i kommissionens anbefalinger, men der er også faldgruber, og i Dansk Folkeparti vil vi have et stort fokus på, at vi undgår disse faldgruber, siger Karin Nødgaard.

Karin Nødgaard tilføjer, at det især er regeringens hidtidige ageren, der gør denne særlige opmærksomhed nødvendig.

– Vi har tidligere oplevet den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers begejstring for robotstøvsugere, som de ældre oven i købet selv skal betale. Desuden har vi en statsminister, der er meget glad for reformer. Dansk Folkeparti vil gøre sit til, at vi undgår, at regeringen med disse anbefalinger i hånden laver en såkaldt ”hjemmehjælpsreform”, der i realiteten betyder store serviceforringelser for landets ældre, siger Karin Nødgaard.

Rul til toppen