Pressemeddelelse
DF begejstrede for, at erhvervsakademierne bliver selvstændige
Dansk Folkeparti er begejstrede for, at erhvervsakademierne nu får deres selvstændighed.
– Allerede i forbindelse med etableringen af erhvervsakademierne i 2009 var det Dansk Folkepartis opfattelse, at akademierne burde have været uafhængige af professionshøjskolerne. Men et flertal ville det anderledes. Nu har vi så i kraft af en evaluering – fået ret i, at det er en bedre konstruktion at adskille erhvervsakademierne fra professionshøjskolerne og det hilser vi naturligvis velkomment, siger Jens Henrik Thulesen Dahl i en kommentar til, at regeringen sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om erhvervsakademistrukturen.
Erhvervsakademiernes selvstændighed er det væsentligste af fem ændringer i erhvervsakademistrukturen, som et bredt flertal i Folketinget altså har tilsluttet sig.
– Det giver erhvervsakademierne nogle helt nye muligheder for at udvikle og udbyde nye uddannelser i konkurrence med professionshøjskolerne og det give en helt anden dynamik inden for området. Kvalitetskravene til uddannelserne fastholdes i øvrigt naturligvis, understreger Jens Henrik Thulesen Dahl.