fbpx

DF: Cirkus-Thorning – Nu med skattespin

Pressemeddelelse

DF: Cirkus-Thorning – Nu med skattespin

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, noterer sig, at flere medier kan fortælle, at en sænkelse af rentefradraget for boligejere bliver en central del af det udspil til en skattereform, som regeringen kommer med på tirsdag.

– Det er da ikke uinteressant, men det er for tidligt at melde ud om DF holdning til det samlede udspil, for det er regeringen jo ikke kommet med. Det, vi her er vidner til, er regeringens spindoktorer, der er på overarbejde med at lække dele af skattereformen til udvalgte medier. Det er spinstrategi med et nyt cirkusnummer. Personligt så jeg hellere, at regeringen udspil blev lagt frem &eacuten gang for alle, så vi kunne diskutere det. Men som udgangspunkt må vi sige, at en aftale, hvor der bliver pillet ved boligskatten, og som har store konsekvenser for boligejernes økonomi, bliver uden os. Den seneste skattereform indebærer en aftrapning af rentefradraget frem til 2019, og jeg kan ikke se, at der inden for rimelighedens grænser er mere at hente på en ændring af rentefradraget, siger Dennis Flydtkjær.

Dennis Flydtkjær siger desuden, at Dansk Folkeparti ikke vil lægge stemmer til at tage penge fra eksempelvis pensionister, studerende og førtidspensionister for at lette topskatten. Ifølge nogle medier vil regeringen nemlig lade overførselsindkomsterne stige langsommere end lønningerne.

– Nu må vi se, hvad regeringen kommer med på tirsdag. Som Per Clausen fra regeringens støtteparti Enhedslisten siger, så vil et sådant tiltag være i strid med alle valgløfter, regeringspartierne har givet. Men hvis regeringens første levetid har lært os noget, så er det vel, at man ikke skal sige ”aldrig” om denne regering, siger Dennis Flydtkjær.

Slutteligt påpeger Dennis Flydtkjær, at regeringen er i fuld gang med endnu et løftebrud.

– Jeg forstår godt, hvis nogen synes, det er lidt trættende, at der hele tiden er nogen, der taler om regeringens løftebrud. Det svarer jo snart sagt til, at der deles fartbøder ud til et Formel 1-løb, men det skal siges, at når statsministeren i dag i Jyllands-Posten siger, at danskerne skal arbejde mere, så er det løftebrud. Før valget lød det jo, at danskerne enten skulle arbejde mere, eller også skulle der ske ændringer i efterlønsordningen. Nu vil regeringen have begge dele, og det er altså ganske urimeligt over for danskerne, siger Dennis Flydtkjær.

Rul til toppen