fbpx

DF: Der skal ryddes op i tatovør-branchen

Christiansborg den 31. maj 2011 Pressemeddelelse

DF: Der skal ryddes op i tatovør-branchen

– Der skal simpelthen turbo på i forhold til nye regler og krav til tatovører, for det kvaksalveri, som finder sted mange steder i dag, det må og skal høre op.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis medlem af Retsudvalget, Marlene Harpsøe, efter de afsløringer som DR-programmet ”Kontant” bragte tirsdag aften.

– Jeg er som sådan ikke overrasket, for jeg har fulgt dette område tæt gennem længere tid, men det er klart, at når man i programmet ser friske eksempler på, hvordan visse tatovører rent ud sagt ødelægger livet for andre mennesker, så gør det indtryk, siger Marlene Harpsøe.

I 2009 vedtog et flertal i Folketinget på foranledning af Dansk Folkeparti, at regeringen skulle tage initiativ til en række stramninger på området. Blandt andet skulle regeringen indføre en autorisationsordning for tatovører og sikre, at der kommer styr på indholdet af de tatoveringsfarver, som tatovørerne bruger.

– Jeg må så sige, at det er gået alt, alt for langsomt. Men jeg er tilfreds med, at sundhedsminister Bertel Haarder (V) nu lover, at der vil komme en række tiltag inden årets udgang, så vi kan få styr på tatovørbranchen. Jeg vil følge ministeriets arbejde tæt og sikre mig, at det her munder ud i nye regler og tiltag, der for alvor vil sikre, at danskere, der ønsker at få en tatovering, fremover kan gøre dette uden den risiko, som der desværre er i dag, siger Marlene Harpsøe.

Rul til toppen