fbpx

DF: Det er mobberne, der skal flyttes – ikke ofrene

Christiansborg, tirsdag den 20. december 2011/kalo Pressemeddelelse

DF: Det er mobberne, der skal flyttes – ikke ofrene

Dansk Folkeparti vil have, at det skal være meget lettere at bortvise elever, så længe skolerne finder det nødvendigt. I dag kan de højst bortvise en elev fem dage på et år.

Det skal også være nemmere at flytte mobbende og voldelige elever til andre skoler. I dag er det ofrene, der flytter skole, fordi skolerne mangler de fornødne sanktionsmuligheder i forhold til gerningsbørnene, men det vil Dansk Folkepartis undervisningsordfører Alex Ahrendtsen have ændret, således at ofrenes tarv sættes i højsædet.

Baggrunden for forslaget er mange sager gennem årene, senest fra Esbjerg, hvor børn på Bakkeskolen er blevet mobbet og chikaneret.

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er bøllerne, der skal løbe af med sejren på landets skoler, og bølleuvæsenet kommer vi kun til livs, hvis skolerne får en række muligheder for at vise konsekvens omgående. Vi skal simpelthen ikke finde os i vold og mobning, og derfor har jeg den største sympati for de forældre på Bakkeskolen, der er gået til politiet, selv om et sådant skridt ikke burde være nødvendigt,” siger Alex Ahrendtsen.

”Det er den enkelte folkeskoles ansvar at sikre trygge rammer omkring indlæringen. Det betyder, at alle elever skal kunne føle sig sikre, og at de naturligvis skal kunne færdes overalt på skolens arealer uden risiko for at blive overfaldet. Voldelige elever skal derfor mødes med sanktioner, og hammeren skal falde med det samme, så både den voldelige elev og forældrene forstår sanktionen. Vold og mobning må aldrig kunne betale sig,” siger Alex Ahrendtsen.

Rul til toppen