fbpx

DF efter dom om ”æresvold”: Loven skal strammes

Pressemeddelelse

DF efter dom om ”æresvold”: Loven skal strammes

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, erklærer sig stærkt utilfreds med den dom, som Retten i Glostrup har afsagt mandag over fire medlemmer af en palæstinensisk familie, der er kendt skyldige i afstraffelse og vold begået mod en 17-årig pige. Den 17-årige blev tilbageholdt med tvang og havde blandt andet haft et bælte så stramt om halsen, at hun var i livsfare. En retsmediciner fandt mere end 30 mærker fra vold på pigens krop. De fire familiemedlemmer blev idømt fængsel i et år og ni måneder, og de skal betale offeret 23.800 kroner i erstatning.

– Den dom er alt, alt for mild for så grove handlinger, og der er ingen tvivl om, at loven skal strammes, så det så at sige koster mere at begå den slags forbrydelser, siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup vil have sat strafferammen, så udøvere af den såkaldte ”æresvold” bliver straffet langt hårdere, end det er tilfældet i dag.

– Offeret er formentligt stærkt traumatiseret af den hårdhændede behandling, og de straffe, der er udmålt i dag, står ganske enkelt ikke mål med forbrydelsen. Jeg kan forstå, at anklageren har sagt, at hvis der var en bestemmelse om tortur i straffeloven, så ville han formentligt have brugt den i denne sag. Det vil jeg tage op og se nærmere på, om det giver mening at indføre en sådan bestemmelse, siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup vil også se nærmere på taksten for erstatninger til voldsofre.

– Umiddelbart må jeg sige, at 23.800 kroner lyder af meget lidt. En erstatning kan ikke gøre skaden god igen, men den skal dog være en slags plaster på såret. I det her tilfælde mener jeg, at erstatningen ligner et meget lille plaster på et stort, åbent sår. Det er bare ikke godt nok, siger Peter Skaarup.

Årsagen til frihedsberøvelsen og den grove vold skulle være, at den 17-årige palæstinensiske pige havde en dansk kæreste.

Rul til toppen