fbpx

DF: Embedsmænd fortjener respekt

DF: Embedsmænd fortjener respekt

Af Peter Skaarup

Ministre forgår, embedsmænd består. Sådan lød det fra Birthe Rønn Hornbech (V), da hun for nylig forlod Integrationsministeriet til fordel for Søren Pind (V).

Men talemåden som er en generel anerkendelse af embedsmændenes uvildige indsats for folkevalgte af skiftende politisk observans, bliver nu underløbet af socialdemokraterne.

Nu skal embedsfolk fyres, hvis nyvalgte politikere ikke er helt trygge ved dem, i hvert fald ifølge Socialdemokratiet, der har en såkaldt dødsliste med embedsfolk, der skal fyres, hvis S og SF får mulighed for at danne regering efter et kommende valg.

Det kan jeg kun have en hovedrysten til overs for.

På Christiansborg og i ministerierne spiller embedsmænd en stor og værdsat rolle i bestræbelserne på at få det danske folkestyre til at fungere. Jeg har stor respekt for embedsmændenes arbejde og anerkender fuldt ud den professionalisme, som kendetegner det danske embedsværk. Det er for ringe, at politikere sætter spørgsmålstegn ved det.

Rul til toppen