fbpx

DF: Giv kommunerne lov til flere anlægsprojekter!

Pressemeddelelse

DF: Giv kommunerne lov til flere anlægsprojekter!

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer regeringen til at se positivt på kommunernes ønske om at lave flere anlægsprojekter i 2013. Lige nu forhindres landets kommuner i at sætte skub i anlægsaktiviteterne og bygge og renovere skoler, ældrecentre og daginstitutioner.

Kommunerne har ønsket og planlagt efter at bruge 18 mia. kroner på området i 2013, men det er for meget, mener regeringen, da det kan give problemer i forhold til en henstilling fra EU. Og det ærgrer Kristian Thulesen Dahl, idet der netop i en krisetid med stigende ledighed er hårdt brug for flere arbejdspladser.

– Regeringen ser ud til at have mistet følingen med dansk økonomi og læner sig desværre alt for meget op ad EU. Nu har vi længe hørt om den såkaldte kickstart. Den har ikke virket – minusvækst i andet kvartal – og nu bremses kommunerne så i at lave anlægsaktiviteter, som ellers vil kunne skaffe ledige danskere i arbejde.

– Regeringens zig-zag-kurs på økonomien er bekymrende og kriseforstærkende, siger Kristian Thulesen Dahl, som kommer med en stærk opfordring til regeringen om at genåbne økonomiaftalen med kommunerne.

– Lad kommunerne bruge de ekstra 2,5 mia. kroner af deres egne penge på anlæg. Dagens ledighedstal illustrerer sagens alvor. 1500 flere ledige i juli viser, at der er plads til de kommunale investeringer, siger DF’s gruppeformand.

Rul til toppen