fbpx

DF: Hold Dronningen ude af klimakampen

Pressemeddelelse

DF: Hold Dronningen ude af klimakampen

Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, lægger skarp afstand til Greenpeace og Verdensnaturfondens politisering af Dronning Margrethes beskrivelse af grønlændernes udfordringer ift. den meget omtalte smeltning af indlandsisen. Dronning Margrethe har jo fuldstændig ret i, at klimaet går sin egen gang, hvilket mennesket ikke bare kan ændre på.

– Dronningens bemærkning om, at klimaet går sin egen gang er faktuel korrekt. Vi danskere kan jo ikke ændre klimaets kurs, hvilket de blot ca. 55.000 grønlændere selvfølgelig slet ikke kan. Det er derfor nødvendigt at holde hovedet koldt og indrette sig efter, at indlandsisen så småt smelter. Det er således helt uacceptabelt, når diverse miljøorganisationer forvrænger Dronningens udtalelser for at score billige point, siger Jørn Dohrmann.

– Det globale C02 udslip vil højst sandsynligt stige gevaldigt i mange år frem over, fordi de nyindustrialiserede lande som Kina, Indien og Brasilien i mange år fremover vil øge deres CO2 udslip voldsomt, også langt mere, end vi andre kan nå at reducere vores udslip med. Derfor er tanken om, at mennesket her og nu kan ændre på klimaet også udtryk for ønsketækning og dagdrømmeri. Dronning Margrethe skal således ikke spændes for en klima-dagsorden, hvor fortalerne for drastiske CO2-reduktioner ikke engang er tilnærmelsesvis tæt på at kunne anvise realistiske alternativer til de fossile brændstoffer, siger Jørn Dohrmann.

Rul til toppen