fbpx

DF: Indsats mod stærke indsatte strengt nødvendig

Christiansborg, torsdag den 27. januar 2011 Pressemeddelelse

DF: Indsats mod stærke indsatte strengt nødvendig

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er begejstret over den nye aftale om udmøntningen af en pulje på 20 millioner kroner til indsatsen i landets fængsler mod de såkaldte stærke indsatte, der typisk er bande- eller rockermedlemmer, som Dansk Folkeparti og regeringen netop er blevet enige om. Midlerne gives ekstraordinært, selv om der først skal forhandles en flerårig aftale om Kriminalforsorgens budget i efteråret 2011.

– Det er af yderste vigtighed, at vi sikrer ro og orden i landets fængsler. Et konkret eksempel på, hvad Dansk Folkeparti blandt andet har fået igennem, er, at der skal sættes en skærm op i alle landets arresthuse, så man kan se, hvor personalet befinder sig i tilfælde af en alarm. Sådanne tiltag er vigtige for personalets sikkerhed og tryghed, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti og regeringen har gennem lovgivning arbejdet målrettet for at gøre livet surt for landets indvandrerbander og rockerbander, og politiet har sørget for, at mange fra disse grupper af kriminelle nu sidder i fængsel.

– Det giver naturligt nok et øget pres på landets fængsler og arresthuse, og det skal vi politikere gøre noget ved. For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at der er ordnede forhold i fængslerne og arresthusene, og at landets fængselsbetjente kan udføre deres arbejde ordentligt og trygt. Indsatsen mod stærke indsatte er strengt nødvendig, for det er fængselspersonalet, der skal styre de stærke indsatte, ikke omvendt, siger Peter Skaarup.

Rul til toppen