fbpx

DF kræver forklaring på hvorfor skatteyderne skal betale for DSB First-underskud

Pressemeddelelse

DF kræver forklaring på at skatteyderne skal betale for DSB First-underskud

Dansk Folkepartis medlem af Trafikudvalget, Pia Adelsteen, er fortørnet over, at DSB har hemmeligholdt en aftale med skotske First Group om, at kun DSB hæfter for underskud opbygget i det fælles selskab DSB First.

– Det er helt uacceptabelt, at der er indgået sådan en studehandel, og at DSB i fem år har undladt at oplyse om aftalen i koncernregnskaberne. Jeg kan slet ikke forstå, at den slags kan foregå, siger Pia Adelsteen.

Pia Adelsteen kræver derfor nu en forklaring fra transportminister Hans Chr. Schmidt i sagen.

– Der må snart være en grænse for, hvor mange skeletter, der kan rulle af skabet hos DSB og DSB First. Nu må alt frem på bordet også hvis der ligger andre hemmeligholdte aftale mellem det skotske foretagende og DSB, siger Pia Adelsteen.

Pia Adelsteen finder det helt urimeligt, at der ikke er solidarisk hæftelse i DSB First, så også First Group hæfter for det opbyggede underskud.

– Det er helt urimeligt, at First Group kan sende et underskud på op imod en halv millard kroner videre til de danske skatteydere. Transportministeren må forklare denne mærkværdige konstruktion, og kan der gøres noget som helst for at holde skatteyderne skadesfrie så skal det naturligvis gøres, understreger Pia Adelsteen.

Rul til toppen