fbpx

DF kræver forstærket indsats mod asyl-svindlere

Christiansborg, søndag den 2. september 2012/LO

Pressemeddelelse DF kræver forstærket indsats mod asyl-svindlere

Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, kræver nu, at langt flere asylansøgere bliver sprogtestet. Det gør Martin Henriksen, fordi BT i dag skriver, at sprogtest foretaget på cirka 200 asylansøgere afslørede, at 133 af dem løj om deres oprindelsesland. Ifølge BT har der de seneste to år været mere end 7.000 asylansøgere, som politiet ikke har undersøgt.

– Det siger sig selv, at når to ud af tre af de 200 undersøgte lyver om deres oprindelsesland, så skal vi selvfølgelig undersøge så mange blandt asylansøgerne, som det nu kan lade sig gøre. Der er jo bestemt basis for at tro, at der blandt de 7.000 asylansøgere, der ikke er blevet undersøgt, gemmer sig en række personer, der forsøger at svindle sig til asyl. Dem skal vi selvfølgelig have afsløret, så vi kan få sendt dem ud af landet, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen vil derfor tage fat i justitsminister Morten Bødskov (S) om sagen, så sprogtest-ordningen kan blive udvidet så hurtigt, som muligt.
– Det kan kun gå for langsomt. Og jeg hæfter mig ved, at Socialdemokratiets formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, Trine Bramsen, har udtalt, at skal slås hårdt ned på snyd, og jeg forventer, at der er bredt flertal i Folketinget for at forstærke indsatsen mod disse asyl-svindlere, siger Martin Henriksen.

Rul til toppen